Varetægtsfængsling in absentia

Sag 18/2021 og 41/2021

Kendelse afsagt 26. august 2022

Anklagemyndigheden
mod
T

T blev i august 2019 varetægtsfængslet in absentia af byretten, da han var mistænkt for at have en central rolle i driften af en ulovlig fildelingstjeneste. T blev i oktober 2020 anholdt i Marokko og varetægtsfængslet. De danske myndigheder fremsatte herefter en anmodning om at få ham udleveret til retsforfølgning i Danmark, hvilket skete den 17. marts 2021.

Inden udleveringen fandt sted, tog landsretten to gange stilling til, om der var grundlag for fortsat varetægtsfængsling. Det skete ved kendelse af 30. december 2020 og 4. marts 2021.

Sagerne for Højesteret angik, om betingelserne for fortsat varetægtsfængsling in absentia var opfyldt ved landsrettens to kendelser.

Kendelsen af 30. december 2020
Højesteret tiltrådte, at fængslingsbetingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, var opfyldt, da der efter en samlet vurdering af T’s forhold og forventede straf var bestemte grunde til at antage, at han ville unddrage sig strafforfølgning, hvis han blev løsladt. Højesteret lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at T var begæret udleveret til Danmark, og at han på tidspunktet for landsrettens kendelse havde boet og primært opholdt sig i Marokko gennem en længere årrække.

Højesteret tiltrådte endvidere, at fængslingsbetingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, var opfyldt. På daværende tidspunkt udestod afhøringer af såvel T som andre mistænkte, ligesom det var oplyst, at dansk politi afventede de marokkanske myndigheders bistand til ransagning af T’s bopæl i Marokko. Der var derfor bestemte grunde til at antage, at T ville vanskeliggøre forfølgningen i sagen ved bl.a. at fjerne spor og påvirke andre.

T havde oplyst de danske myndigheder om, at han kort tid inden varetægtsfængslingen i oktober 2020 havde haft en hjerneblødning, og at han fik en ny hjerneblødning kort efter varetægtsfængslingen. T gjorde på den baggrund gældende, at hans helbredstilstand burde have ført til løsladelse.

Det fremgik af sagen, at de danske myndigheder under varetægtsfængslingen i Marokko løbende havde direkte kontakt med T og fængslets direktør med henblik på at sikre, at T regelmæssigt blev undersøgt og modtog passende behandling.

Da T på tidspunktet for landsrettens kendelse af 30. december 2020 havde været varetægtsfængslet i ca. 3 måneder, kunne fortsat varetægtsfængsling ikke antages at stå i misforhold til den straf, der kunne forventes i sagen. Højesteret tiltrådte på den baggrund og af de grunde, som landsretten havde anført, at den fortsatte varetægtsfængsling ved kendelse af 30. december 2020 ikke var i strid med retsplejelovens § 762, stk. 3.

Kendelsen af 4. marts 2021
Højesteret fandt, at de omstændigheder, der var anført som grundlag for at antage, at T på tidspunktet for kendelsen af 30. december 2020 ville unddrage sig forfølgningen, hvis han blev løsladt, stadig var til stede den 4. marts 2021. Endvidere var der fortsat bestemte grunde til at antage, at han ville vanskeliggøre forfølgningen i sagen ved bl.a. at fjerne spor og påvirke andre. Højesteret tiltrådte derfor, at fængslingsbetingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og 3, var opfyldt.

Det fremgik af sagen bl.a., at T’s helbredstilstand fortsat løbende blev tilset og behandlet af sundhedsfaglige personer i fængslet, og at ambassaden jævnligt besøgte ham.

T havde på tidspunktet for landsrettens kendelse af 4. marts 2021 været varetægtsfængslet i ca. 5 måneder. Højesteret fandt herefter, at fortsat varetægtsfængsling ikke kunne antages at stå i misforhold til den straf, der kunne forventes idømt i sagen. Højesteret tiltrådte på den baggrund og af de grunde, som landsretten havde anført, at den fortsatte varetægtsfængsling ved kendelse af 4. marts 2021 ikke var i strid med retsplejelovens § 762, stk. 3.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs hele kendelsen i sag 18/2021 og 41/2021 (pdf)