Gå til sidens indhold

Højesteret

18 jan. 2023

Højesteret

Bonus skulle ikke beskattes som aktieindkomst

Bonus til medlemmer af TryghedsGruppen smba skulle ikke beskattes som aktieindkomst

Sag BS-14654/2022-HJR
Dom afsagt den 18. januar 2023

TryghedsGruppen smba
mod
Skatteministeriet

TryghedsGruppen smba udbetalte efter reglerne i selskabets vedtægter bonus til sine medlemmer. Sagen angik, om udbetalingerne skulle beskattes som aktieindkomst eller som personlig indkomst hos medlemmerne.

Højesteret fastslog, at personskatteloven og ligningsloven måtte forstås således, at det for at anse en indkomst for aktieindkomst er en betingelse, at der er tale om udbytte af aktier, andelsbeviser eller lignende værdipapirer.

Medlemmerne havde hverken aktier eller andelsbeviser i TryghedsGruppen. Om medlemmerne havde ”lignende” værdipapirer, afhang af om der var tale om værdipapirer, som efter en samlet vurdering havde relevante lighedstræk med aktier og andelsbeviser. Der måtte ved vurderingen heraf lægges vægt på, hvilke rettigheder medlemmerne ifølge deres værdipapirer havde i selskabet. Højesteret fastslog, at de rettigheder, som medlemmer af TryghedsGruppen havde, var så begrænsede, at der ikke var tale om lignende værdipapirer.

Bonusudbetalingerne fra TryghedsGruppen til dennes medlemmer var derfor ikke aktieindkomst.

Landsretten var kommet til samme resultat.

Læs hele dommen i sag BS-14654/2022-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-14654/2022-HJR i Domsdatabasen