Sager om beslaglæggelse efter vanvidskørsel

Sag 100/2021,
Sag 13/2022,
Sag 14/2022,
Sag 73/2022,
Sag 75/2022 og
Sag 76/2022
Kendelser afsagt den 27. januar 2023

Sagerne angik beslaglæggelse af køretøjer, der havde været anvendt til vanvidskørsel, og som var ejet af andre end dem, der havde ført dem.

Beslaglæggelse er et foreløbigt retsmiddel, og Højesteret skulle således ikke tage endeligt stilling til, om de enkelte køretøjer skulle konfiskeres, men om der ud fra de oplysninger, som forelå på tidspunktet for Højesterets kendelse, var grund til at antage, at køretøjet burde konfiskeres i forbindelse med de respektive straffesager mod føreren for overtrædelse af færdselsloven.

Efter færdselsloven skal et køretøj konfiskeres, hvis det benyttes til såkaldt vanvidskørsel. Det gælder også, selv om køretøjet ejes af en anden end føreren, medmindre konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende. Ved vurderingen heraf skal der navnlig lægges vægt på ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel, og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet.

Højesteret anførte, at der efter forarbejderne til bestemmelsen skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel. Der skal navnlig lægges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren har udvist agtpågivenhed. Endvidere fremgik det, at udgangspunktet om konfiskation bl.a. skal fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Det må ved vurderingen af ejerens økonomiske stilling i tilfælde af konfiskation også tages i betragtning, om ejeren har andre muligheder for at få dækket sit tab.

I lyset heraf foretog Højesteret i de enkelte sager en samlet vurdering af, om konfiskation måtte antages at være uforholdsmæssigt indgribende.

I fem af sagerne fandt Højesteret, at det ikke måtte antages at være uforholdsmæssigt indgribende for ejerne, såfremt køretøjerne blev konfiskeret. I to af disse sager var køretøjet leaset. I den ene sag (sag 14/2022) var leasingtageren en privatperson, der havde udlånt bilen til en anden person. I den anden sag (sag 73/2022) var leasingtageren et biludlejningsfirma, der havde udlejet bilen i et døgn. Konfiskationen fandtes heller ikke at være uforholdsmæssigt indgribende over for leasingtagerne i nogen af de to sager. Beslaglæggelsen blev godkendt og opretholdt i alle fem sager.

I en af de seks sager (sag 76/2022) fandt Højesteret, at det måtte antages at være uforholdsmæssigt indgribende over for en leasingtager at konfiskere køretøjet, og der var derfor ikke grundlag for at beslaglægge køretøjet. Højesteret lagde vægt på, at leasingtageren var et fragtfirma, der som et nødvendigt led i sin virksomhed benyttede ansatte chauffører, og på de økonomiske konsekvenser for virksomheden af en eventuel konfiskation og den agtpågivenhed, som virksomheden havde udvist i forbindelse med ansættelsen og beskæftigelsen af chaufføren.

Landsretten var i de enkelte sager nået til det samme resultat.

Læs hele kendelsen i sag 100/2021 (pdf)

Læs hele kendelsen i sag 13/2022 (pdf)

Læs hele kendelsen i sag 14/2022 (pdf)

Læs hele kendelsen i sag 73/2022 (pdf)

Læs hele kendelsen i sag 75/2022 (pdf)

Læs hele kendelsen i sag 76/2022 (pdf)

Læs underinstanserne afgørelser i sag 100/2021 i Domsdatabasen

Læs underinstansernes afgørelser i sag 13/2022 i Domsdatabasen

Læs underinstansernes afgørelser i sag 14/2022 i Domsdatabasen

Læs underinstansernes afgørelser i sag 73/2022 i Domsdatabasen

Læs underinstansernes afgørelser i sag 75/2022 i Domsdatabasen

Læs underinstansernes afgørelser i sag 76/2022 i Domsdatabasen