Gå til sidens indhold

Højesteret

30 okt. 2023

Højesteret

Der skulle ikke ske udvisning af cambodiansk statsborger

T skulle ikke udvises, da der bl.a. ikke var grundlag for at fastslå, at han fremover ville begå alvorlig kriminalitet

Sag 34/2023
Dom afsagt den 30. oktober 2023

Anklagemyndigheden
mod
T

T skulle ikke udvises, da der bl.a. ikke var grundlag for at fastslå, at han fremover ville begå alvorlig kriminalitet

T, der er fra Cambodia, blev af landsretten fundet skyldig i voldtægt ved at have skaffet sig samleje med en kvinde, mens hun sov. For Højesteret angik sagen straffastsættelsen, og om T skulle udvises.

Højesteret fastsatte straffen for voldtægt til fængsel i 1 år og 2 måneder.

Eventuel udvisning af T ville have til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Spørgsmålet var herefter, om udvisning måtte anses for nødvendig under hensyn til disse formål.

Om karakteren af den begåede kriminalitet bemærkede Højesteret bl.a., at landsretten havde lagt til grund, at forholdet blev begået efter tilskyndelse fra en kammerat, der gentagne gange opfordrede T til at skaffe sig samleje med kvinden, selv om T var forbeholden over for det.

Højesteret anførte om T’s personlige forhold bl.a., at han ud over en enkelt sag, hvor han var idømt en bøde, ikke tidligere var straffet. T kom til Danmark i en alder af 7-8 år, og havde siden da opholdt sig i Danmark. T havde gennemført folkeskolen og var tilknyttet arbejdsmarkedet. Han havde spillet fodbold i en klub og havde dansk omgangskreds. T havde således gode personlige forhold og måtte anses for velintegreret.

Højesteret fastslog, at der under de foreliggende omstændigheder, hvor der bl.a. ikke kunne antages at være risiko for recidiv til alvorlig kriminalitet, ikke forelå sådanne meget tungtvejende grunde, som kræves for at kunne udvise udlændinge, der er opvokset i Danmark. T blev herefter tildelt en advarsel om udvisning.

Landsretten var nået til et andet resultat for så vidt angår spørgsmålet om udvisning.

Læs hele dommen i sag 34/2023 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 34/2023 i Domsdatabasen

Læs byrettens afgørelse i sag 34/2023 i Domsdatabasen