Ikke samtykke eller hjemmel til foranstaltninger

Sag BS-51032/2022-HJR
Dom afsagt den 20. oktober 2023

A
mod
Region Z

A var dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen. Som følge af pladsmangel blev A først overført til Sikringsafdelingen efter ca. 1½ år. Indtil da var han anbragt i surrogat på Retspsykiatrisk afdeling i X-by. I ca. 8 måneder af den periode, hvor A var anbragt på den pågældende retspsykiatriske afdeling, var han underlagt en ordning, der indebar bl.a., at hans stue var lukket i ca. 16 timer af døgnet og åben i de resterende 8 timer, hvor der var placeret en reol foran døren. Ordningen indebar, at han ikke på egen hånd måtte forlade sin stue. Sagen angik lovligheden af denne ordning.

Forud for iværksættelsen af ordningen havde A været tvangsfikseret gennem mange måneder, og spørgsmålet var, om A havde givet samtykke til at overgå fra tvangsfikseringen til ordningen, således at ordningen måtte anses for frivillig (et såkaldt informeret samtykke).

Ifølge Højesteret måtte det lægges til grund, at A havde fået den opfattelse, at den eneste mulighed for at komme ud af den langvarige tvangsfiksering var, at han accepterede ordningen med ophold på egen stue. Højesteret var derfor – ligesom landsretten – af den opfattelse, at A ikke havde givet et informeret samtykke til ordningen.

Spørgsmålet var herefter, om der var hjemmel i anstalts- eller nødretsbetragtninger eller analogibetragtninger fra psykiatriloven til (tvangsmæssigt) at iværksætte ordningen. Højesteret anførte, at det følger af psykiatriloven, at lægen på en almindelig psykiatrisk afdeling kan beslutte, at der skal foretages aflåsning af døre i afdelingen, dog ikke af døre til patientstuer. Endvidere følger det af loven, at patientstuer på Sikringsafdelingen kan aflåses bl.a., hvis det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

På denne baggrund, og da den iværksatte ordning i et vist omfang måtte sidestilles med en aflåsning af stuen, udtalte Højesteret, at psykiatrilovens bestemmelser måtte medføre, at ordningen ikke havde den fornødne hjemmel i anstalts- eller nødretsbetragtninger eller analogibetragtninger.

Højesteret udtalte endvidere, at det henhører under lovgivningsmagten at tage stilling til, om der bør tilvejebringes hjemmel i psykiatriloven til ordninger af den foreliggende karakter.

Højesteret fastslog i øvrigt, at ordningen med ophold på egen stue ikke indebar en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om umenneskelig eller nedværdigende behandling. Ordningen indebar ikke en frihedsberøvelse efter konventionens artikel 5 eller et indgreb i A’s ret til respekt for sit privatliv efter konventionens artikel 8. Der var derfor ikke grundlag for at tilkende A en godtgørelse.

Landsretten var kommet frem til, at der var fornøden hjemmel til at iværksætte den omhandlede ordning.

Læs hele dommen i sag BS-51032/2022-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-51032/2022-HJR i Domsdatabasen