Ikke grundlag for erstatning

Sag BS-21863/2022-HJR
Dom afsagt den 16. november 2023

Copydan KulturPlus
mod
Kulturministeriet

Blankmedieordningen er en ordning, der skal kompensere rettighedshavere til f.eks. musik og film for, at det efter ophavsretsloven er tilladt privatpersoner at fremstille enkelte digitale kopier til privat brug (privatkopiering). Indtil 1. januar 2022 bestod ordningen af et vederlag (en form for afgift) vedrørende såkaldte løse lagringsmedier, f.eks. blanke cd’er, dvd’er og digitale hukommelseskort, og af et pristalsreguleret beløb på finansloven (den såkaldte dvd-garanti). Ordningen administreres og kompensationen fordeles af Copydan KulturPlus (Copydan) på vegne af og til rettighedshaverne.

I første række var spørgsmålet om den kompensationsordning, der var gældende i 2014-2021, var i overensstemmelse med EU’s Infosoc-direktiv, og hvis ikke, om der forelå en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse af direktivet til, at Kulturministeriet kunne ifalde erstatningsansvar. Hvis det var tilfældet, var spørgsmålet i anden række, om det var godtgjort, at Copydan havde lidt et tab. Erstatningskravet var som følge af forældelsesreglerne begrænset til perioden fra den 1. august 2014 til den 31. december 2021, hvorefter en ny kompensationsordning trådte i kraft.

På baggrund af EU-Domstolens dom af 21. oktober 2010 i sag C-467/08 (Padawan) og dom af 16. juni 2011 i sag C-462/09 (Stichting de Thuiskopie) udtalte Højesteret, at den tidligere blankmedieordning var i strid med Infosoc-direktivet. Højesteret udtalte i den forbindelse, at de danske myndigheder i hele perioden fra 2014 til 2021 havde overtrådt EU-retten på en tilstrækkelig kvalificeret måde, og dermed havde pådraget sig erstatningsansvar ved at have undladt at ændre kompensationsordningen.

Højesteret udtalte herefter, at Copydan kun kunne anses for at have lidt et erstatningsretligt relevant tab, hvis det kunne godtgøres, at rettighedshaverne ville have modtaget et højere beløb i kompensation, såfremt de danske myndigheder havde gennemført Infosoc-direktivet korrekt. Der skulle ved opgørelsen af et eventuelt tab ikke ses bort fra det vederlag, som Copydan havde modtaget via dvd-garantien, idet dette vederlag også var en del af kompensationen for adgangen til privatkopiering.

Højesteret fastslog herefter, at Copydan ikke havde godtgjort at have lidt et tab i perioden fra 2014 til 2021, og at der dermed ikke var grundlag for erstatning.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele dommen i sag BS-21863/2022-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-21863/2022-HJR i Domsdatabasen