Gå til sidens indhold

Højesteret

01 dec. 2023

Højesteret

Staten skulle ikke betale fejlagtigt opkrævet momsbeløb

Staten skulle ikke betale momsbeløb til virksomhed, som fejlagtigt var blevet opkrævet, men ikke var blevet indbetalt til statskassen

Sag BS-52793/2022-HJR
Dom afsagt den 1. december 2023

X ApS
mod
Skatteministeriet

I 2012 købte X ApS elektronikvarer fra leverandøren Y ApS, der for leverancerne opkrævede dansk moms over for X. Under en efterfølgende kontrol foretaget af skattemyndighederne blev det konstateret, at der i stedet skulle have været opkrævet østrigsk og hollandsk moms for varerne. Y, som havde modtaget momsbeløbet fra X, blev efterfølgende erklæret konkurs og havde ikke indbetalt momsbeløbet til statskassen.

Sagen angik for Højesteret, om X kunne kræve et beløb svarende til den af Y fejlagtigt opkrævede danske moms betalt direkte fra statskassen i den foreliggende situation, hvor Y ikke havde indbetalt momsbeløbet til staten.

Landsretten, som behandlede sagen som 1. instans, fastslog for så vidt angår dette spørgsmål, at den fejlagtige angivelse af dansk moms for varerne og betalingen heraf til Y udelukkende beroede på X og Y’s forhold. Under de foreliggende omstændigheder, hvor Y ikke havde indbetalt den med urette opkrævede moms til statskassen, havde X således ikke godtgjort, at der var grundlag for et betalingskrav mod Skattestyrelsen.

Højesteret udtalte i lyset af X’s synspunkter, at momslovens § 52 a, stk. 7, ikke giver grundlag for, at en tredjemand (her X), der har betalt et momsbeløb til en fakturaudsteder (her Y), kan rette et tilbagebetalingskrav direkte mod skattemyndighederne.

Herefter og af de grunde, som landsretten havde anført, tiltrådte Højesteret, at X ikke havde et krav mod Skattestyrelsen. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens afgørelse.

Læs hele dommen i sag BS-52793/2022-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-52793/2022-HJR i Domsdatabasen