Varetægtsfængsling efter hjemrejseloven

Sag 52/2023
Kendelse afsagt den 21. december 2023

Anklagemyndigheden
mod
T

T, der er statsborger i Bangladesh, indrejste den 7. oktober 2022 til Danmark og foreviste et falsk pas. Han blev anholdt samme dag og fremstillet i grundlovsforhør den 8. oktober 2022, hvor han blev varetægtsfængslet. Under grundlovsforhøret oplyste T, at han ønskede at søge asyl i Danmark. T blev ved Københavns byrets dom af 8. november 2022 for brug af det falske pas straffet for dokumentfalsk med fængsel i 40 dage og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. T blev efter dommen varetægtsfængslet i medfør af hjemrejselovens § 14.

For Højesteret angik sagen, om betingelserne for varetægtsfængsling i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 2, var opfyldt, da landsretten den 19. april 2023 afsagde kendelse om fortsat varetægtsfængsling af T.

Efter hjemrejselovens § 14, stk. 2, kan en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, og som er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, varetægtsfængsles med henblik på at sikre udlændingens udsendelse som følge af beslutningen om udvisning.

Højesteret udtalte, at på tidspunktet for landsrettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling var T ved endelig dom udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, og T havde søgt om asyl i Danmark. T havde været frihedsberøvet siden 7. oktober 2022. Der forelå ikke oplysninger om, at det var overvejende sandsynligt, at T på baggrund af sin nationalitet eller tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe ville blive meddelt asyl i Danmark. Myndighederne måtte anses for at have fremmet asylsagen med den fornødne omhu ved indsamling af oplysninger om T, der også havde opholdt sig og søgt asyl i Grækenland. Der var desuden ikke grundlag for at fastslå, at der ikke var reel udsigt til, at T kunne udsendes til Bangladesh, hvis T ikke fik asyl i Danmark.

Med henvisning til at Flygtningenævnet den 17. maj 2023 stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag på asyl, udtalte Højesteret endvidere, at T ikke var konventionsflygtning og allerede derfor ikke var omfattet af beskyttelsen efter Flygtningekonventionens artikel 31 mod strafforfølgning for ulovlig indrejse, jf. herved Højesterets dom af 3. februar 2012 (UfR 2012.1670).

Højesteret fastslog på den baggrund, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af T var opfyldt.

Landsretten var kommet til samme resultat.

Læs hele kendelsen i sag 52/2023