Gå til sidens indhold

Højesteret

13 feb. 2023

Højesteret

Anke ikke tilladt

Sø- og Handelsrettens dom om vilkår under en vikaransættelse kunne ikke ankes til Højesteret

Sag BS-32191/2022-HJR

Kendelse afsagt den 13. februar 2023

HK Danmark som mandatar for
A
mod
Dansk Erhverv Arbejdsgiver som mandatar for
Adecco A/S

Hovedspørgsmålet i sagen angik, om A’s udsendelse via vikarbureauet Adecco A/S til en brugervirksomhed kunne anses for ”midlertidig” i vikarlovens forstand. A havde været udsendt til brugervirksomheden i 3½ år, og hans ansættelse var i den periode blevet forlænget fire gange. A gjorde gældende, at udsendelsen ikke kunne anses for midlertidig, og at han derfor havde krav på bl.a. erstatning for løn i opsigelsesperioden og løn under sygdom.

Spørgsmålet for Højesteret var, om Sø- og Handelsrettens dom kunne ankes direkte til Højesteret, eller om anke skulle ske til landsretten.

Højesteret udtalte med henvisning til en tidligere sag (BS-32586/2021-HJR), at afgørelsen af sagens hovedspørgsmål beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Højesteret fandt på den baggrund, at spørgsmålet ikke var af principiel karakter, og at der ikke i øvrigt forelå særlige grunde, der talte for, at sagen blev behandlet af Højesteret som 2. instans.

Ankesagen blev på den baggrund afvist.

Læs hele kendelsen i sag BS-32191/2022 (pdf)