Gå til sidens indhold

Højesteret

16 feb. 2023

Højesteret

Beslutning om udvisning ophævet

Beslutning om at udvise T ophævet efter udlændingeloven og Menneskerettighedskonventionen

Sag 29/2022
Kendelse afsagt den 16. februar 2023

Anklagemyndigheden
mod
T

T, som var irakisk statsborger, blev i 2009 fundet skyldig i manddrab ved at have dræbt sin fraseparerede hustru og hendes far med adskillige knivstik. Han blev frifundet for straf, jf. straffelovens § 16, stk. 1, og dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling uden en længstetid for foranstaltningen. Han blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Sagen angik, om der nu var grundlag for efter udlændingelovens § 50 a, stk. 2, at ophæve udvisningen.

Højesteret bemærkede bl.a., at Retslægerådet i en udtalelse havde vurderet, at det var sandsynligt (mere end 50 %), at T’s psykotiske symptomer ville genopblusse, hvis behandlingsforløbet måtte blive afbrudt, og at ophør af behandlingen ud over risiko for ny personfarlig kriminalitet ville medføre en betydelig risiko for intens lidelse.

Højesteret fandt, at der ikke kunne ses bort fra, at T ved afbrydelse af behandlingsforløbet ville risikere at blive udsat for intens psykisk lidelse. Udvisningen af ham til Irak burde derfor ophæves efter udlændingelovens § 50 a, stk. 2, og Menneskerettighedskonventionens artikel 3.

Højesteret stadfæstede dermed landsrettens kendelse.

Læs hele kendelsen i sag 29/2022 (pdf)