Inddrivelse af fordring via Gældsstyrelsen

Sag 31/2022 og 67/2022

Kendelse afsagt 13. februar 2023

A
mod
Tandskadeankenævnet

I en civil sag mellem A og Tandskadeankenævnet blev ankenævnet tilkendt sagsomkostninger.

Da A ikke betalte, indbragte ankenævnet sagen for fogedretten. Fogedretten tog i den forbindelse stilling til, om retten havde kompetence til at behandle sagen. Retten fandt, at hverken Tandskadeankenævnet eller nævnets krav var omfattet af gældsinddrivelsesloven med den virkning, at kravet skulle inddrives af Gældsstyrelsen. Fogedretten kunne derfor behandle sagen. A kærede fogedrettens kendelse om kompetence til landsretten, der stadfæstede afgørelsen.

Fogedretten afsagde efterfølgende kendelse om fremme af sagen og foretog udlæg hos A for det pågældende beløb. Denne afgørelse blev også stadfæstet af landsretten.

Sagen for Højesteret angik i første række, om det var med rette, at fogedretten havde fundet, at retten havde kompetence til at behandle sagen. I anden række angik sagen, om det var med rette, at fogedretten efterfølgende behandlede sagen og foretog udlæg hos A.

Som fastslået af Højesteret i kendelse af 13. november 2019 (UfR 2020.266) er det offentliges krav på sagsomkostninger i civilretlige sager omfattet af gældsinddrivelsesloven, og sådanne krav skal inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen), der udøver kreditorbeføjelserne.

Spørgsmålet var herefter, om Tandskadeankenævnet er omfattet af begrebet ”det offentlige” i gældsinddrivelseslovens forstand.

Højesteret fandt, at der ikke er grundlag for at antage, at det med den ordning, som Tandskadeankenævnets kompetence udspringer af, har været hensigten at give tandlægeområdet en anden retsstilling end det øvrige sundhedsområde. På den baggrund, og under hensyn til karakteren af de lovbestemte opgaver, som ankenævnet skal varetage, herunder at ankenævnet er omfattet af forvaltningsloven, fandt Højesteret, at Tandskadeankenævnet er omfattet af begrebet ”det offentlige” i gældsinddrivelsesloven. Ankenævnets fordring på sagsomkostninger skulle herefter inddrives via Gældsstyrelsen.

Højesteret bemærkede i den forbindelse, at Tandskadeankenævnet ikke har valgfrihed med hensyn til at lade fordringen inddrive af Gældsstyrelsen, når betingelserne for overdragelse til inddrivelse via styrelsen i øvrigt er opfyldt. Tandskadeankenævnet havde således ikke beføjelse til at inddrive de pågældende sagsomkostninger ved fogedretten, og A’s påstande om ophævelse af fogedrettens kendelser blev herefter taget til følge.

Højesteret ophævede herefter fogedrettens kendelser.

Læs hele kendelsen i sag 31/2022 og 67/2022 (pdf)