Gå til sidens indhold

Højesteret

14 feb. 2023

Højesteret

Sagsomkostninger ophævet

Omkostninger til advokatbistand ophævet i ankesag, hvor indstævnte tog bekræftende til genmæle

Sag BS-47905/2020-HJR
Dom afsagt den 14. februar 2023

HK Danmark som mandatar for
A
mod
X ApS

Sagen angik et efterbetalingskrav som følge af en ansat, A’s, arbejde under selvbetalte pauser. Under ankesagens forberedelse nedlagde A endelig påstand om betaling af i alt 68.980,12 kr., hvoraf 18.980,12 kr. udgjorde efterbetalingskravet og 50.000 kr. udgjorde godtgørelse for brud på loven om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet.

Den oprindelige påstand var på ca. 145.000 kr., hvoraf efterbetalingskravet udgjorde ca. 95.000 kr. Efterbetalingskravet blev imidlertid nedsat ad flere omgange, og den sidste nedsættelse skete tre uger inden hovedforhandlingen, hvorefter selskabet tog bekræftende til genmæle.

Højesteret fandt, at der ved sagsomkostningsafgørelsen skulle lægges vægt på de løbende påstandsnedsættelser og på det opnåede resultat i lyset af den oprindelig påstand. Højesteret fandt herefter, at ingen af parterne skulle betale omkostninger til advokatbistand til den anden part for landsretten eller Højesteret, mens sagens øvrige omkostninger skulle deles ligeligt mellem parterne.

Læs hele dommen i sag BS-47905/2020-HJR (pdf)