Tiltalte pålagt at betale sagsomkostninger ved kontraanke

Sag 58/2022
Kendelse afsagt den 1. februar 2023

Anklagemyndigheden
mod
T1,
T2
og
T3

T1, T2 og T3 var i byretten fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1. De blev idømt fængsel i henholdsvis 1 år og 9 måneder og 2 år, og de blev derudover tildelt en advarsel om udvisning.

Anklagemyndigheden ankede byrettens dom til skærpelse af sanktionen, herunder sådan, at der skulle ske ubetinget udvisning. Efterfølgende ankede T1, T2 og T3 dommen til frifindelse. I landsretten blev byrettens dom stadfæstet, og landsretten pålagde T1, T2 og T3 at betale sagens omkostninger. Landsretten henviste til, at anklagemyndigheden havde anket til skærpelse, mens de tre tiltalte havde anket dommen til frifindelse, hvorefter sagen skulle behandles som en bevisanke med prøvelse af skyldsspørgsmålet.

For Højesteret angik sagen i det væsentlige fordelingen af sagsomkostningerne. Højesteret udtalte, at en tiltalt, der iværksætter anke til prøvelse af bevisbedømmelsen, efter at anklagemyndigheden har anket til prøvelse af straffens udmåling, har pligt til at erstatte udgifterne ved ankesagen, hvis anken ikke fører til en forandring til den tiltaltes fordel. Højesteret lagde herved vægt på bl.a., at kontraanke til prøvelse af beviserne over for en udmålingsanke som udgangspunkt fører til en væsentlig forøgelse af ankesagens omfang.

Højesteret udtalte derudover, at størstedelen af omkostningerne ved en bevisankesag normalt vil udgøres af forhold, der relaterer sig til bevisbedømmelsen, og at der derfor kun skal ske en fordeling af omkostningerne mellem de tiltalte og statskassen, hvis særlige forhold taler for det. Der var imidlertid ikke grundlag for en sådan fordeling i den konkrete sag.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens omkostningsafgørelse.

Læs hele kendelsen i sag 58/2022 (pdf)