Gå til sidens indhold

Højesteret

22 mar. 2023

Højesteret

Afgørelse om fratagelse af dansk statsborgerskab var ugyldig

Det var ikke i overensstemmelse med proportionalitetskravet at fratage kvinde hendes danske statsborgerskab

Sag BS-23360/2022-HJR
Dom afsagt den 22. marts 2023

A
mod
Udlændinge- og Integrationsministeriet

A er født i Danmark og fik ved fødslen både dansk og iransk statsborgerskab i kraft af, at hendes far har dobbelt statsborgerskab. Som 20-årig udrejste hun i april 2015 frivilligt af Danmark og bosatte sig efterfølgende i Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Hun giftede sig med en mand, som var medlem af Islamisk Stat, og fik børn med ham. Hun opholdt sig i et område kontrolleret af Islamisk Stat, indtil hun blev taget til fange i marts 2019. Siden da har hun opholdt sig sammen med sine børn i al-Hol-lejren og senere i al-Roj-lejren.

Den 17. juni 2020 traf Udlændinge- og Integrationsministeriet afgørelse om at fratage A hendes danske statsborgerskab.

For Højesteret angik sagen, om ministeriets afgørelse var gyldig.

A havde for Højesteret ikke benægtet, at den måde, hun havde handlet på ved at rejse til Syrien og tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat var af en sådan alvor, at hun som udgangspunkt kunne fratages sit danske statsborgerskab. A mente dog, at afgørelsen var i strid med proportionalitetsprincippet, og at udgangspunktet derfor skulle fraviges.

Højesteret udtalte bl.a., at det fremgår af lovmotiverne, at der ikke bør ske fratagelse af indfødsret, hvis den pågældende ikke har nogen eller alene en meget ringe tilknytning til et andet land. A har hverken haft bopæl i Iran eller i øvrigt opholdt sig i Iran i længere tid, og har heller ikke kontakt til slægtninge i Iran, ligesom hun ikke taler farsi, som er Irans officielle sprog. Højesteret fastslog herefter, at A alene har en meget ringe tilknytning til Iran.

Højesteret fastslog på den baggrund, at ministeriets afgørelse ikke var i overensstemmelse med det krav om proportionalitet, der gælder efter indfødsretslovens § 8 B, stk. 3. Ministeriet kunne således ikke fratage A hendes danske statsborgerskab, og afgørelsen blev ophævet som ugyldig.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele dommen i sag BS-23360/2022-HJR (pdf)

Læs underinstansens afgørelse i sag BS-23360/2022-HJR i Domsdatabasen