Gå til sidens indhold

Højesteret

16 mar. 2023

Højesteret

Pligt til at vise kørekort til politiet

Pligten til at vise kørekort til politiet i forbindelse med kontrol indebærer også pligt til midlertidigt at udlevere kørekortet til politiet

Sag 85/2022
Dom afsagt den 16. marts 2023

Anklagemyndigheden
mod
T

T var i by- og landsret fundet skyldig i at have ført personbil med en overskridelse af den tilladte hastighed. Han var endvidere fundet skyldig i efter at være bragt til standsning at have undladt på forlangende at vise sit kørekort til politiet. Landsretten lagde i den forbindelse til grund, at T foreviste politiassistenten forsiden af kørekortet, idet han dog skjulte de sidste fire cifre af sit personnummer, og afviste at overgive kørekortet til politiassistenten. Landsretten straffede T med en bøde på 4.000 kr.

For Højesteret angik sagen, om T med rette var straffet for at have undladt at vise sit kørekort til politiet (færdselslovens § 56, stk. 1, 2. pkt.), og om der var grundlag for at nedsætte bøden.

Højesteret fastslog, at pligten til på politiets forlangende at vise kørekort indebærer, at føreren skal give politiet adgang til kørekortets oplysninger og mulighed for at undersøge kørekortet med henblik på bl.a. kontrol af kortets gyldighed og ægthed, og at føreren som led heri er forpligtet til midlertidigt at udlevere kørekortet til politiet. Højesteret udtalte desuden, at der ikke var grundlag for at nedsætte bøden.

Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.

Læs hele dommen i sag 85/2022 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 85/2022 i Domsdatabasen

Læs byrettens afgørelse i sag 85/2022 i Domsdatabasen