Gå til sidens indhold

Højesteret

08 mar. 2023

Højesteret

Tiltalt kunne ikke placeres i lytterum under sagen mod medtiltalte

Tiltalte havde ret til at være til stede i retslokalet under hovedforhandlingen i sagen mod seks medtiltalte

Sag 43/2022
Kendelse afsagt 8. marts 2023

Anklagemyndigheden
mod
T

T blev den 12. februar 2022 anholdt, varetægtsfængslet og sigtet for medvirken til bl.a. drab og drabsforsøg. På tidspunktet for hans anholdelse var seks andre personer tiltalt for medvirken til de pågældende drab og drabsforsøg, og hovedforhandlingen i deres sag var berammet. T’s sag kunne ikke nå at blive behandlet under den samme hovedforhandling.

Landsretten besluttede efter anmodning fra anklagemyndigheden, at T, hvis han ville overvære hovedforhandlingen i sagen mod de seks medtiltalte, skulle gøre det fra et lytterum, som var tilknyttet retslokalet.

Højesteret udtalte, at en sigtet som udgangspunkt har ret til at overvære retsmøder under efterforskningen i sin egen straffesag, og at dette også omfatter hovedforhandlingen i en sag mod andre, som er tiltalt for samme forhold, som han er sigtet for. Retten til at overvære retsmøder indebærer som udgangspunkt en adgang til fysisk at være til stede i retslokalet under retsmødet, og at dette kun kan fraviges i særlige tilfælde.

Udgangspunktet kan fraviges, hvis sigtede er varetægtsfængslet, og fremstilling af vedkommende vil være forbundet med uforholdsmæssigt besvær. Sigtede kan også udelukkes fra at overvære et retsmøde helt eller delvist, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet. Disse undtagelsesbestemmelser fandt ikke anvendelse i sagen.

Højesteret fastslog at den anvendte fremgangsmåde med placering i lytterum under de foreliggende omstændigheder indebar en sådan indskrænkning i T’s ret til at overvære retsmøderne under hovedforhandlingen vedrørende de seks tiltalte i samme sagskompleks, at det måtte kræve udtrykkelig lovhjemmel. En sådan lovhjemmel fandtes ikke, og T havde dermed ret til at være til stede i retslokalet under hovedforhandlingen.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele kendelsen i sag 43/2022 (pdf)