Udlevering til Rumænien kunne ikke finde sted

Sag 62/2022
Kendelse afsagt den 27. april 2023

Anklagemyndigheden
mod
T

Ved en straffesag i Rumænien blev T i december 2010 idømt fængsel i 10 år for bedrageri. T blev dømt uden selv at have været til stede under retssagen. T ankede dommen i 2011, men anken blev afvist.

Efter implementeringen af en ny rumænsk straffelov søgte T i 2014 om strafnedsættelse, og ved en dom i august 2015 blev straffen nedsat til fængsel i 6 år. På den baggrund udstedte de rumænske myndigheder i september 2015 en europæisk arrestordre. I juni 2016 fremsendte de rumænske myndigheder en udleveringsanmodning til Rigsadvokaten.

Idet T var dømt i 2010 uden selv at have været til stede, anmodede Rigsadvokaten de rumænske myndigheder oplyse, om betingelserne for udlevering til fuldbyrdelse af en dom, der var afsagt, uden at den pågældende var til stede under retssagen, var opfyldt. De rumænske myndigheder oplyste i et brev sendt til Rigsadvokaten i juli 2016, at betingelserne i artikel 4a, litra d, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, svarende til den danske udleveringslovs § 16, stk. 1, nr. 4, var opfyldt.

Ved en kendelse i september 2021 bestemte Retten på Frederiksberg bl.a. på baggrund af oplysningerne fra de rumænske myndigheder i brevet fra juli 2016, at betingelserne for udlevering efter udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 4, var opfyldt, og at T skulle udleveres til Rumænien. Kendelsen blev indbragt for landsretten, der i det væsentlige stadfæstede byrettens kendelse.

Efter landsrettens kendelse – og inden udleveringen kunne finde sted – oplyste T’s rumænske advokat, at T nu havde fået endeligt afslag på genoptagelse af sin straffesag i Rumænien.

Herefter og efter en yderligere brevveksling med de rumænske myndigheder konkluderede Rigsadvokaten, at betingelserne for udlevering efter udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 4, ikke var opfyldt, men at Rigsadvokaten på baggrund af de øvrige oplysninger fra de rumænske myndigheder mente, at betingelserne efter udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 2, var opfyldt.

For Højesteret angik sagen navnlig om betingelserne efter udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 2, var opfyldt.

Højesteret fastslog, at vurderingen af, om T kunne udleveres til Rumænien efter udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 2, skulle ske på baggrund af dommen fra december 2010, der efter EU-Domstolens praksis måtte anses for den afgørelse, der tog endeligt stilling til T’s skyld efter at have foretaget en egentlig prøvelse af sagen mod hende. Af sagens oplysninger om forløbet, der førte til dommen i december 2010, fremgik det, at T var repræsenteret af en beskikket forsvarer, som T ikke selv havde valgt, og som ikke havde haft kommunikation med T.

Højesteret udtalte på den baggrund, at det ikke var godtgjort, at betingelserne for udlevering af T til Rumænien var opfyldt, og udleveringen blev derfor nægtet.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele kendelsen i sag 62/2022 (pdf)