Gå til sidens indhold

Højesteret

23 maj 2023

Højesteret

Dansk værneting for fogedsag om aflysning af udlæg på fast ejendom

Fogedsag om tvangsfuldbyrdelse af aflysning af udlæg på fast ejendom i Danmark kunne anlægges ved ejendommens værneting

Kendelse afsagt den 23. maj 2023

Sag 89/2022

A
mod
B

B, der var bosiddende i udlandet, var dømt til at lade et udlæg på A’s ejendom i Danmark aflyse. Da B ikke medvirkede hertil, indbragte A sagen for fogedretten i den retskreds, hvor ejendommen var beliggende, og anmodede om, at fogeden i henhold til dommen underskrev aflysningen af udlægget på B’s vegne efter retsplejelovens § 530.

Fogedretten udtalte, at der var værneting for sagen ved fogedretten, og afsagde kendelse om, at sagen kunne fremmes.

Kendelsen blev indbragt for landsretten, som udtalte, at retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, om værneting, ifølge forarbejderne angik stedet, hvor ting eller genstande for fuldbyrdelsen fandtes, og at bestemmelsen derfor ikke kunne finde anvendelse, hvor fogedretten var blevet anmodet om at underskrive et dokument på B’s vegne. Landsretten fastslog herefter, at der ikke var værneting i Danmark og afviste sagen.

Højesteret fastslog, at ”genstanden for fuldbyrdelsen”, jf. retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, efter bestemmelsens ordlyd, i en situation som den foreliggende måtte anses for at være den faste ejendom, og rekvirenten kunne derfor vælge at benytte den retskreds, hvor ejendommen var beliggende, som værneting. A havde således med rette fremsat anmodningen om tvangsfuldbyrdelse over for fogedretten i den retskreds, hvor ejendommen var beliggende.

Højesteret stadfæstede herefter fogedrettens kendelse.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele kendelsen i sag 89/2022 (pdf)