12 maj 2023
Højesteret
Henvisning til landsretten ikke tilladt
Sag om Roskilde Kommunes erstatningsansvar for ikke at imødekomme en anmodning om rykningspåtegning skulle ikke behandles af landsretten som 1. instans
Sag BS-41834/2022-HJR
Kendelse afsagt den 12. maj 2023
A
mod
Roskilde Kommune
A ønskede at forny realkreditlånene på sin ejendom og erfarede i den forbindelse, at Roskilde Kommunes skadesløsbrev til sikkerhed for indefrosne ejendomsskatter var tinglyst på ejendommens førsteprioritet. Det hindrede A i at optage et nyt realkreditlån med en bedre rente. For at kunne optage det nye lån skulle han indfri Roskilde Kommunes skadesløsbrev, eller også skulle kommunen rykke sit skadesløsbrev ned i prioritetsstillingen.
Kommunen afslog anmodningen med henvisning til en generel beslutning om ikke at foretage rykningspåtegning, medmindre kommunen var forpligtet til det efter grundskyldslåneloven.
A indbragte herefter sagen for byretten med påstand om, at Roskilde Kommunes afslag ikke er gyldigt, og at kommunen er erstatningsansvarlig for det tab, som han har lidt ved at kommunen ikke imødekom hans anmodning.
Byretten henviste sagen til behandling ved landsretten som 1. instans. Landsretten sendte sagen tilbage til byretten med den begrundelse, at betingelserne for henvisning ikke var opfyldt. Landsretten anførte i sin begrundelse bl.a., at retten efter en samlet vurdering fandt, at sagen ikke rejser spørgsmål af en sådan karakter og med en sådan generel rækkevidde, at sagen bør kunne indbringes for Højesteret som 2. instans uden særlig tilladelse.
Sagen angik for Højesteret spørgsmålet om henvisning af hovedsagen fra byret til landsret.
Højesteret var enig i landsrettens begrundelse og resultat.