Ikke yderligere erstatning for varige restriktioner på skovareal

Sag 211/2018
Dom afsagt den 9. maj 2023

Brahetrolleborg Skov- og Landbrug ved godsejer Catharina Reventlow-Mourier
mod
Miljøministeriet ved Miljøstyrelsen

Brahetrolleborg Skov- og Landbrug ved godsejer Catharina Reventlow-Mourier ejer og driver et skovområde på omkring 1.800 ha. Sagen angik fastsættelse af erstatning i anledning af, at driften af en del af skovarealet i en periode var undergivet midlertidige restriktioner og for en dels vedkommende er pålagt varige restriktioner som følge af, at arealerne er omfattet af skovlovens regler om beskyttede naturområder (Natura 2000).

De varige restriktionerne indebærer bl.a., at det ikke er tilladt at fælde samtlige træer på en gang (renafdrift), at arealerne skal være domineret af bestemte trætyper, at et nærmere angivet antal træer ikke må fældes, og at der ikke må anvendes gødning og pesticider.

Taksationskommissionen havde opgjort tabet som følge af de varige restriktioner til ca. 7 mio. kr. Brahetrolleborg påstod, at tabet udgjorde i alt næsten 36 mio. kr., idet Brahetrolleborg opgjorde tabet efter et brugsværdiprincip (ca. 27 mio. kr.), ligesom Brahetrolleborg påstod, at der var et betydeligt fald i ejendommens herlighedsværdi (ca. 7 mio. kr.). Hertil kom et beløb på ca. 2 mio. kr., som parterne var enige om, der vedrørte enkelttræer, der ikke måtte fældes.

Vedrørende opgørelsen af tabet som følge af de varige restriktioner udtalte Højesteret, at Taksationskommissionen havde foretaget et samlet skøn over nedgangen i ejendommens handelsværdi, hvori bl.a. indgik forringelsen af arealernes brugsværdi og restriktionernes betydning for jagtindtægter og ejendommens herlighedsværdi.

Højesteret konstaterede i den forbindelse, at Taksationskommissionen havde lagt til grund, at Brahetrolleborg i betydeligt omfang havde haft mulighed for at begrænse sit tab ved at anvende andre arealer til de pågældende aktiviteter (omprioritering) og allerede derfor ikke kunne få erstatning svarende til den af Brahetrolleborg beregnede brugsværdi for arealerne. Højesteret tiltrådte denne vurdering og bemærkede, at de for Højesteret indhentede skønserklæringer ikke gav grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens skøn med hensyn til muligheden for tabsbegrænsning. Højesteret lagde vægt på bl.a. det, der fremgik af erklæringerne om mulighederne for omprioritering, og på oplysninger om priser for landbrugsjord, der var egnet til Brahetrolleborgs påtænkte aktiviteter.

På den baggrund, og da Brahetrolleborg ikke havde tilvejebragt oplysninger om restriktionernes betydning for jagtindtægter og ejendommens herlighedsværdi, fandt Højesteret ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens skøn over tabet som følge af de varige restriktioner.

Højesteret fastslog endvidere, at det ikke var godtgjort, at Brahetrolleborg havde krav på erstatning som følge af midlertidige restriktioner ud over et beløb på ca. 650.000 kr., som Miljøministeriet ved Miljøstyrelsen for Højesteret havde anerkendt at skulle betale.

Landsretten var, bortset fra den yderligere anerkendte erstatning, nået til samme resultat.

Læs hele dommen i sag 211/2018 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 211/2018 i Domsdatabasen