31 maj 2023
Højesteret
Straf for ulovlig import og salg af hunde
Fængselsstraf for ulovlig import og salg af hunde samt udløsning af reststraf
Sagerne 17/2023 og 18/2023
Dom afsagt den 31. maj 2023
Anklagemyndigheden
mod
T1
og
T2
T1 og T2 var i landsretten fundet skyldige i ulovlig import fra Polen af 110 hundehvalpe af racen fransk bulldog, hvoraf de ulovligt havde solgt 104 af hvalpene til købere i Danmark.
I landsretten blev T1 straffet med fængsel i 6 måneder. T2 blev straffet med fængsel i 4 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste. De fik hver konfiskeret et udbytte på 312.000 kr. og blev frakendt retten til erhvervsmæssig handel med og opdræt af hunde i 5 år.
Sagen angik for Højesteret straffastsættelsen samt konfiskation og rettighedsfrakendelse.
Efter landsrettens bevisresultat, og da den ulovlige import og det efterfølgende salg af det store antal hundehvalpe blev begået af T1 og T2 i forening hen over en periode på ca. 1 år og havde en systematisk og organiseret karakter, samt at der ved lovovertrædelserne var opnået en betydelig fortjeneste, fastslog Højesteret, at T1 og T2 skulle idømmes en frihedsstraf.
For T1 skulle der tages stilling til, om straffen alene skulle omfatte forholdene i denne sag, eller om straffen skulle fastsættes som en fællesstraf, der tillige omfattede en reststraf på 1227 dage.
På baggrund af T1’s tidligere straffedomme fastslog Højesteret, at forholdet mellem længden af reststraffen og straffen for de nye forhold i denne sag ikke gav grundlag for at fravige lovens udgangspunkt om, at der skulle fastsættes en ubetinget fællesstraf, der tillige omfattede reststraffen. Fællesstraffen blev fastsat til fængsel i 3 år og 6 måneder.
Højesteret tiltrådte, at T2 skulle straffes med fængsel i 4 måneder, og at straffen var gjort betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste.
Højesteret tiltrådte endvidere, at der skulle ske konfiskation og rettighedsfrakendelse som bestemt af landsretten.
På den baggrund stadfæstede Højesteret landsrettens dom med den ændring, at straffen for T1 blev fastsat til fængsel i 3 år og 6 måneder.
Læs hele dommen i sagerne 17/2023 og 18/2023 (pdf)
Læs landsrettens i sagerne 17/2023 og 18/2023 i Domsdatabasen