Gå til sidens indhold

Højesteret

06 jun. 2023

Højesteret

Højesteret har besluttet at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen

Højesteret har besluttet at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen om standstill-klausulen i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80

Kendelse afsagt den 6. juni 2023


Sag BS-8270/2022-HJR

A
mod
Udlændingenævnet 

Sagen for Højesteret angår en prøvelse af en afgørelse, hvor udlændingemyndighederne har meddelt en tyrkisk arbejdstager med lovligt ophold i Danmark, A, afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse. 

Under behandlingen af sagen er der bl.a. rejst spørgsmål om, hvorvidt afslaget er foreneligt med standstill-klausulen i artikel 13 i afgørelse 1/80 af 19. september 1980 om udviklingen af associeringen, vedtaget af Associeringsrådet, der blev oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet. Ifølge denne bestemmelse må medlemsstaterne og Tyrkiet ikke indføre nye begrænsninger for så vidt angår vilkårene for adgang til beskæftigelse for arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der har opnået opholds- og arbejdstilladelse i henhold til gældende lovgivning. 

Efter afgørelse nr. 1/80’s ikrafttræden i Danmark er betingelser ifølge udlændingeloven for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse blevet skærpet. A gør gældende, at udlændingemyndighedernes afslag på hans ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i henhold til de skærpede betingelser er i strid med standstill-klausulen, og at skærpelserne ikke er begrundet i tvingende almene hensyn, f.eks. om at sikre en vellykket integration. 

Højesteret har besluttet at forelægge EU-Domstolen spørgsmål om, hvorvidt nationale bestemmelser, der fastsætter betingelser for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, er om-fattet af anvendelsesområdet for standstill-klausulen, og i bekræftende fald, hvorvidt en skærpelse af tidsmæssige betingelser for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse i en medlemsstat kan anses for egnet til at fremme en vellykket integration af tredjelandsstatsborgere. 

Højesteret har den 6. juni 2023 afsagt kendelse om forelæggelse for EU-Domstolen.

 

Læs hele kendelsen i sag BS-8270/2022 (pdf)