Gå til sidens indhold

Højesteret

27 jun. 2023

Højesteret

Ikke grundlag for dørlukning

De foreliggende oplysninger kunne ikke føre til dørlukning

Sag 19/2023
Kendelse afsagt den 27. juni 2023 

Anklagemyndigheden
mod
T

T, der er tidligere ansat i PET, er sigtet for uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger. 

Anklagemyndigheden anmodede byretten om at beramme et retsmøde med henblik på at behandle sagen som en tilståelsessag og om forinden at træffe afgørelse om, at dørene lukkes under hele dette retsmøde. Byretten afsagde kendelse om, at retsmødet, hvor tilståelsessagen behandles, skal foregå for lukkede døre.

Afgørelsen blev kæret til landsretten, der fandt, at dørene under tilståelsessagen alene skal lukkes i det omfang afhøring af T, dokumentation eller procedure vedrører oplysninger om bl.a. efterretningstjenestens arbejdsopgaver, arbejdsmetoder og klassificerede oplysninger af betydning for nogens sikkerhed. Landsretten fandt endvidere, at dørene ikke skal lukkes under den indledende oplæsning i retsmødet af sigtelserne, herunder gerningstidspunkterne for de forhold, han er sigtet for.

For Højesteret angik sagen, om betingelserne for dørlukning af hensyn til forholdet til fremmede magter (retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2) og nogens sikkerhed (retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 3) var opfyldt. 

Højesteret fastslog, at straffesagen mod T har betydelig offentlig interesse, og at kravene til de hensyn, der kan begrunde, at retsmødet i sagen holdes for lukkede døre, bl.a. skal ses i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1 (ret til retfærdig rettergang). 
 
Højesteret fandt, at anklagemyndighedens og PET’s redegørelse for omstændigheder til støtte for dørlukning var af så generel og overordnet karakter, at den efterprøvelse fra domstolenes side, som retsplejeloven og Menneskerettighedskonventionen forudsætter, ikke var mulig, og at betingelserne for dørlukning derfor ikke kunne anses for opfyldt på det foreliggende grundlag.

Højesteret bemærkede, at afgørelsen ikke er til hinder for, at byretten efter en samlet afvejning på ny træffer bestemmelse om, at retsmødet skal holdes for lukkede døre, hvis anklagemyndigheden igen anmoder om dørlukning og i tilstrækkeligt omfang redegør for de skadevirkninger, det vil kunne have, hvis oplysningerne kommer frem i et offentligt retsmøde.

Højesteret ændrede herefter landsrettens kendelse, således at anklagemyndighedens anmodning om dørlukning ikke blev taget til følge.

Læs hele kendelsen i sag 19/2023 (pdf)