15 jun. 2023
Højesteret
Opholdsforbud som følge af organiseret hashhandel på Christiania
Fængsel i 1 år og 6 måneder og opholdsforbud for organiseret hashhandel på Christiania
Sag 15/2023
Dom afsagt den 15. juni 2023
Anklagemyndigheden
mod
T
T blev i landsretten dømt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved at have solgt ca. 8 kg hash som led i den organiserede hashhandel på Christiania. Han blev idømt fængsel i 1 år og 6 måneder samt forbud mod i 4 år fra endelig dom at opholde sig i et nærmere afgrænset område omkring og på Christiania. Opholdsforbuddet omfattede T’s bopæl, og ville derfor indebære, at han måtte fraflytte sin bopæl.
For Højesteret angik sagen straffastsættelsen og opholdsforbuddet.
Højesteret fastslog, at der ikke var grundlag for at nedsætte straffen, og at betingelserne i straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., for at idømme T et opholdsforbud var opfyldt.
Højesteret bemærkede i den forbindelse, at fastsættelse af et opholdsforbud, og i givet fald den geografiske og tidsmæssige udstrækning heraf, måtte bero på en proportionalitetsvurdering i overensstemmelse med det, der fremgår af forarbejderne til straffelovens § 79 a, og som kan udledes af Menneskerettighedsdomstolens praksis om artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til Menneskerettighedskonventionen. Ved proportionalitetsvurderingen måtte der således lægges vægt på bl.a. karakteren, omfanget og grovheden af den aktuelle kriminalitet og eventuel tidligere relevant kriminalitet samt på forbuddets egnethed til at hindre, at den pågældende genoptager sine kriminelle aktiviteter. Der måtte endvidere lægges vægt på den dømtes personlige forhold, herunder familie, bopæl og arbejdsmæssige forhold.
Efter en samlet vurdering fastslog Højesteret, at der var grundlag for at idømme T et forbud mod i 4 år fra endelig dom at opholde sig i et nærmere afgrænset område omkring og på Christiania, som fastsat ved landsrettens dom.
Landsretten var kommet til samme resultat.
Læs hele dommen i sag 15/2023 (pdf)