Gå til sidens indhold

Højesteret

20 sep. 2023

Højesteret

Udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste bragt til ophør

Udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne bragte retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør

Sag BS-43706/2022-HJR
Dom afsagt den 20. september 2023

Malerforbundet i Danmark som mandatar for A
mod
X ApS

A pådrog sig en skulderskade ved en arbejdsulykke den 13. april 2015, som Topdanmark Forsikring på vegne af A’s arbejdsgiver, X ApS, anerkendte at være erstatningsansvarlig for. Som følge heraf betalte Topdanmark Forsikring løbende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til A. I juni 2018 oplyste Topdanmark Forsikring, at selskabets midlertidige bud på A’s endelige erhvervsevnetab var 25 %. I februar 2019 udbetalte Topdanmark Forsikring erhvervsevnetabserstatning og ophørte fra den 11. februar 2019 med at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Spørgsmålet i sagen var, om X ApS i en sag, hvor skaden var omfattet af både erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven, kunne bringe forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør ved at skønne over A’s fremtidige (varige) erhvervsevnetab og udbetale erstatning i overensstemmelse med skønnet.

Højesteret udtalte, at der i forarbejderne til erstatningsansvarslovens regler om tabt arbejdsfortjeneste er anvist tre måder, som forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan bringes til ophør på, og at disse også gælder i sager omfattet af arbejdsskadesikringsloven. En af disse er på et forsvarligt grundlag at foretage et rimeligt skøn over det fremtidige (varige) erhvervsevnetab og udbetale erstatning i overensstemmelse med skønnet. Der var enighed mellem parterne om, at X ApS på et forsvarligt grundlag havde udøvet et sådant rimeligt skøn på et forsvarligt grundlag og udbetalt erstatning i overensstemmelse med skønnet. Forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste var derfor bragt til ophør den 11. februar 2019.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs hele dommen i sag BS-43706/2022-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-43706/2022-HJR i Domsdatabasen