16 jan. 2024
Højesteret
Ulovlig frihedsberøvelse
Frihedsberøvelse af udlænding uden lovligt ophold burde ikke have fundet sted
Sag 58/2023
Kendelse afsagt den 16. januar 2024
A
mod
Rigspolitiet
Frihedsberøvelse af udlænding uden lovligt ophold burde ikke have fundet sted
A fik afslag på asyl i Sverige i 2022 og var forpligtet til at udrejse af landet. Hun fik i marts 2023 visum til Canada med gyldighed indtil september 2026 og afrejste med fly fra Gøteborg den 25. april 2023. Hun havde billet til Toronto med mellemlanding i Københavns Lufthavn, hvorfra hendes forbindelsesfly skulle afgå ca. 1 en time efter ankomst til København.
Da hun passerede udrejsekontrollen i Københavns Lufthavn, blev hun anholdt med henvisning til, at hun ikke havde lov til at opholde sig i Danmark. Hun var herefter frihedsberøvet frem til den 23. maj 2023, hvor hun blev overført til Sverige.
Sagen for Højesteret angik, om det var lovligt at frihedsberøve A.
Højesteret fandt, at A’s ophold i Danmark efter ankomsten fra Sverige var ulovlig. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at hun havde visum og flybillet til Canada.
Efter udlændingeloven kan en udlænding frihedsberøves med henblik på at sikre muligheden for bl.a. overførsel til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Frihedsberøvelse kan dog kun ske, hvis frihedsberøvelsen er en forholdsmæssig foranstaltning, og andre mindre indgribende foranstaltninger ikke kan anvendes effektivt.
Udlændingestyrelsen traf den 4. maj 2023 afgørelse om, at A skulle overføres til Sverige i henhold til Dublinforordningen. Styrelsens afgørelse var ikke til prøvelse for Højesteret. Der var herefter ikke grundlag for at underkende politiets beslutning om at tilbageholde A i Københavns Lufthavn den 25. april 2023.
Der var imidlertid ikke holdepunkter for, at det efter tilbageholdelsen var nødvendigt at frihedsberøve A for at sikre overførsel af hende til Sverige. Mindre indgribende foranstaltninger kunne hindre, at hun ikke forsvandt, før overførslen til Sverige fandt sted.
På den baggrund fandt Højesteret, at politiets tilbageholdelse af A var lovlig, men at frihedsberøvelsen af hende med frist til den 24. maj 2023 ikke burde have fundet sted.
Landsretten var nået til et andet resultat.