Om adgangen til at genoptage en faderskabssag

Sagerne BS-23819/2024-HJR og BS-24000/2024-HJR

Kendelse afsagt den 8. oktober 2024

M
og
F2
mod
F1

I sommeren 2019 fødte M barnet B. Forud herfor havde Familieretshuset modtaget en ansvars- og omsorgserklæring om faderskab fra M og hendes daværende kæreste F1. På grundlag af erklæringen blev F1 registreret som far til B.

I december 2019 ophævede M og F1 samlivet. I marts 2020 anmodede M første gang Familieretshuset om at genoptage faderskabssagen vedrørende B, der på det tidspunkt var ca. 8 måneder. M oplyste, at en anden person end F1 kunne være B’s genetiske far. Samme dag sendte M en besked til F2, hvor hun oplyste ham om, at han potentielt var far til B. Familieretshuset afslog i marts 2021 anmodningen om genoptagelse, hvilket familieretten fastholdt i august 2021.

I foråret 2022 fik M og F2 foretaget en dna-test via virksomheden DNAtest.dk. I erklæringens konklusion var det anført bl.a., at sandsynligheden for, at F2 var den genetiske far til B, var større end 99,99 %.

F2 anmodede herefter i maj 2022 om genoptagelse af faderskabssagen, og det samme gjorde M i juni 2022. Familieretshuset afslog begge anmodninger, hvilket både F2 og M påklagede til familieretten.

Ved afgørelse af 9. marts 2023 imødekom familieretten M’s anmodning om at genoptage faderskabssagen. Ved en samtidig afgørelse afviste familieretten F2’s anmodning om genoptagelse.

F1 indbragte familierettens afgørelse om, at faderskabssagen skulle genoptages, for landsretten, der inddrog F2 som part i sagen. Ved kendelse af 19. januar 2024 afslog landsretten at genoptage faderskabssagen, hvilket spørgsmål blev indbragt for Højesteret.

Højesteret fandt, at M med dna-erklæringen, som angav F2 som genetisk far, havde fremlagt nye oplysninger i sagen, som kunne give faderskabssagen et andet udfald, hvis den blev genoptaget. Dna-erklæringen kunne dog ikke i sig selv føre til, at faderskabssagen skulle genoptages. I stedet skulle der foretages en samlet afvejning af bl.a. hensynet til, at F2 som genetisk far registreres som far til B, over for hensynet til stabilitet om B’s forhold.

Om den samlede afvejning bemærkede Højesteret, at F2 ifølge dna-erklæringen var B’s genetiske far. B havde siden 2022 haft samvær med F2, der havde behandlet B som sit eget barn, ligesom M havde ladet F2 behandle B som sit eget barn.

På grundlag af ansvars- og omsorgserklæringen om faderskab fra F1 og M blev F1 registreret som B’s far i forbindelse med B’s fødsel i sommeren 2019. F1 boede sammen med M og B efter fødslen og indtil december 2019, hvor parterne ophævede deres samliv. Siden samlivsophævelsen havde F1 haft samvær med B, og F1 var også efter, at han fik kendskab til, at F2 ifølge dna-erklæringen var B’s genetiske far, fortsat med at behandle B som sit eget barn. B havde således altid haft en relation til F1. Herudover havde M ladet F1 behandle B som sit eget barn, i hvert fald indtil B var ca. 8 måneder.

På den baggrund og efter en samlet afvejning fandt Højesteret ligesom landsretten, at faderskabssagen ikke skulle genoptages. Højesteret lagde afgørende vægt på, hvad der måtte antages at være bedst for B, herunder hans mulighed for at bevare tilknytningen til F1.

Læs hele Højesterets afgørelse i Sagerne BS-23819/2024-HJR og BS-24000/2024-HJR (pdf)