30 okt. 2024
Højesteret
Om opsættende virkning
Anklagemyndighedens ansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til kære af en kendelse fra landsretten ikke tillagt opsættende virkning
Kendelse afsagt den 30. oktober 2024
Sag 70/2024
Anklagemyndigheden
mod
T
Landsretten afsagde den 16. september 2024 kendelse om, at T ikke skulle udleveres til strafforfølgning i Ukraine. T blev i forbindelse med landsrettens kendelse løsladt.
Anklagemyndigheden ansøgte Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære landsrettens kendelse til Højesteret og anmodede endvidere Højesteret om at tillægge ansøgningen til Procesbevillingsnævnet opsættende virkning.
Højesteret udtalte, at efter retsplejelovens § 969, stk. 2, medfører et kæremål ikke ”opsættelse af beslutningens udførelse” (dvs. udsættelse med fuldbyrdelse af afgørelsen), medmindre det modsatte bestemmes enten af den ret, som har afgivet beslutningen, eller af den ret, for hvilken kære rejses. Efter praksis fra Højesteret vil princippet i retsplejelovens § 969, stk. 2, efter omstændighederne kunne anvendes til at tillægge opsættende virkning til en ansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære en afgørelse truffet af landsretten i en straffesag. Dette gælder også, hvis anmodningen om opsættende virkning er fremsat af anklagemyndigheden.
Anklagemyndighedens anmodning om opsættende virkning var knyttet til ansøgningen til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære landsrettens afgørelse om udleveringsspørgsmålet til Højesteret. Da landsretten havde afgjort, at T ikke skulle udleveres til strafforfølgning i Ukraine, var der i relation til afgørelsen ikke nogen fuldbyrdelse at udsætte. Anklagemyndighedens anmodning om opsættende virkning var da også begrundet i et ønske om, at T varetægtsfængsles under Procesbevillingsnævnets behandling af ansøgningen om kæretilladelse.
Højesteret udtalte, at det forhold, at T som en afledt virkning af udleveringsafgørelsen blev løsladt, ikke ændrede ved, at den afgørelse, der søgtes om tilladelse til at indbringe for Højesteret, ikke indeholdt nogen beslutning, hvis udførelse kunne opsættes i medfør af princippet i retsplejelovens § 969, stk. 2.
Højesteret fandt på denne baggrund, at anklagemyndighedens anmodning om, at ansøgningen til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære landsrettens kendelse blev tillagt opsættende virkning, ikke kunne imødekommes.