Gå til sidens indhold

Højesteret

05 nov. 2024

Højesteret

Udlænding udvist efter bl.a. røveriforsøg

En 27-årig somalier, der kom til Danmark som 7-årig, blev idømt 1 års fængsel og udvist med indrejseforbud i 6 år for bl.a. røveriforsøg mod en taxachauffør.

Sag 22/2024

Dom afsagt den 5. november 2024

Anklagemyndigheden
mod
T

T, der var somalisk statsborger og var indrejst i Danmark i 2005 som 7-årig, var i landsretten fundet skyldig i forsøg på røveri og overtrædelse af knivloven ved i 2021 i forening med en medgerningsmand at have forsøgt at aftvinge en taxachauffør penge ved anvendelse af en kniv, som T satte op foran taxachaufførens hals, og for som varetægtsfængslet ved anvendelse af en sok, der indeholdt en tom konservesdåse, at have tildelt en medindsat et slag ved hovedet. Landsretten udmålte straffen til fængsel i 1 år og udviste T med indrejseforbud i 6 år.

For Højesteret angik sagen bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt udvisning af T stred imod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, herunder navnlig om udvisning opfyldte bestemmelsens krav om proportionalitet.

Højesteret udtalte, at de kriterier, som skal indgå i proportionalitetsvurderingen, bl.a. fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68 ff. Det følger navnlig af dommens præmis 75, at der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her.

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærkede Højesteret, at røveriforsøget mod taxachaufføren, som den foreliggende sag angik, måtte anses for alvorlig personfarlig kriminalitet rettet mod en person, der efter karakteren af sit arbejde er særlig udsat for vold.

Endvidere var T i 2015 idømt 1 år og 3 måneders fængsel for bl.a. røveri, hvor T havde afkrævet den forurettede penge under anvendelse af grov vold, og hvor den forurettede blev slået mange gange i hovedet og på armene med et bordben og med flere knytnæveslag, ligesom den forurettede blev sparket, mens han lå ned på gulvet.

Herudover var T forud for byrettens dom i den foreliggende sag adskillige gange dømt for overtrædelse af bl.a. lovgivningen om euforiserende stoffer, straffeloven, knivloven, færdselsloven og våbenbekendtgørelsen.

Endelig var T i juni 2024 idømt 5 måneders fængsel og tildelt en advarsel om udvisning for som tilhører til et retsmøde i en sag, der involverede to rivaliserende grupperinger, at have været i besiddelse af en kniv og en vildmarksøkse og for bl.a. at have været i besiddelse af 45,5 gram hash i det væsentlige med henblik på videreoverdragelse og for på et offentligt tilgængeligt sted at have været i besiddelse af en kniv. Forholdet under retsmødet og forholdet vedrørende hash blev begået nogle måneder efter byrettens dom i den foreliggende sag.
 
T havde ikke siden indrejsen i Danmark i 2005 som 7-årig været i Somalia, og han havde ikke familie i Somalia. Han kunne tale lidt somali. Det måtte antages, at han gennem sin herboende familie havde et vist kendskab til somalisk skik og kultur.

Højesteret lagde herefter til grund, at T’s tilknytning til Danmark var langt stærkere end hans tilknytning til Somalia, men at han ikke ville være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Somalia, hvis han blev udvist.

Efter en samlet vurdering af karakteren og omfanget af den kriminalitet, som T havde begået, tiltrådte Højesteret, at der uanset T’s stærke tilknytning til Danmark og begrænsede tilknytning til Somalia forelå meget tungtvejende grunde for at udvise ham. Af de samme grunde fandt Højesteret, at indrejseforbuddets længde skulle fastsættes til 6 år.

T blev på dette grundlag udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs hele Højesterets afgørelse i sag 22/2024 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 22/2024 i Domsdatabasen 

Læs byrettens afgørelse i sag 22/2024 i Domsdatabasen