Betingelserne for varetægtsfængsling var ikke opfyldt

Sag 32/2024

Kendelse afsagt den 17. december 2024

Anklagemyndigheden
mod
T1

I marts 2023 blev T1, T2 og T3 anholdt af politiet, idet der i den bil, de befandt sig i, blev fundet et betydeligt kvantum kokain. De blev alle tre varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og 3. Alle tre nægtede sig skyldig i grundlovsforhøret, hvor T1 og T2 afgav forklaring.

I februar 2024 blev de alle tre af byretten fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lovgivningen om euforiserende stoffer. T1 og T3 blev hver idømt 8 års fængsel og T2 blev idømt 7 års fængsel. De blev alle tre udvist med et indrejseforbud for bestandig.

T2 og T3 ankede dommen til frifindelse. T1, som i modsætning til T2 og T3 havde erkendt sig skyldig under hovedforhandlingen i byretten, ankede ikke dommen. Anklagemyndigheden ankede dommen for alle de tre tiltalte med påstand om skærpelse. 

Landsretten afsagde i marts 2024 kendelse om, at T1, T2 og T3 fortsat skulle være varetægtsfængslet under ankesagen, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og 3. 

For Højesteret angik sagen, om landsretten havde grundlag for at varetægtsfængsle T1 efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 (om kollusionsarrest), eller om han alene burde have været varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 (om unddragelsesfare), hvilket han ikke protesterede imod. 

Højesteret udtalte, at der ved varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, må foretages en konkrete vurdering af, om der er bestemte grunde til at antage, at den sigtede, som spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling angår, på fri fod vil og kan vanskeliggøre forfølgningen i sagen, herunder ved påvirkning af medsigtede eller andre.

Højesteret fandt efter en samlet vurdering af sagen, at der på tidspunktet for landsrettens kendelse om varetægtsfængsling af T1 ikke var bestemte grunde til at antage, at han ville eller kunne vanskeliggøre forfølgningen i ankesagen ved at samstemme sin forklaring med T2 og T3. Højesteret fandt endvidere, at der ikke var bestemte grunde til at frygte, at T1 ville vanskeliggøre forfølgningen ved at advare andre medskyldige.

Betingelserne efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, var derfor ikke opfyldt på tidspunktet for landsrettens kendelse, og T1 burde således alene have været varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1.

Læs hele Højesterets afgørelse i sag 32/2024 her (pdf)