Udlændinge idømt fængsel i 6-8 år samt udvist for bestandig for bl.a....

Sag 30/2024

Dom afsagt den 5. december 2024

Anklagemyndigheden
mod
T1, T2 og T3

T1, T2 og T3 var i landsretten fundet skyldige i fra 2012 til 2020 fra forskellige adresser i Danmark at have bistået en saudiarabisk efterretningstjeneste med at virke i Danmark bl.a. ved at videregive oplysninger om enkeltpersoner i Danmark og om iranske militære anliggender, jf. straffelovens § 108. De var endvidere fundet skyldige i som medlemmer af ASMLA (Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz) at have fremmet virksomheden for Martyr Muhyiddin Al-Nasser Brigaden (Brigaden) og Jaish al-Adl, jf. straffelovens § 114 e. De tiltalte var desuden fundet skyldige i terrorfinansiering, idet de havde tilvejebragt 15 mio. kr. og forsøgt at tilvejebringe yderligere 15 mio. kr. til ASMLA og Brigaden, jf. straffelovens § 114 b, samt for offentligt at have billiget et terrorangreb, jf. straffelovens § 136, stk. 2.

For Højesteret var hovedspørgsmålet, om de handlinger (bl.a. bombeangreb), som var begået af ASMLA, Brigaden og Jaish al-Adl i Iran skulle anses som terror eller som lovlig frihedskamp mod det iranske styre, da det er en betingelse for at straffe for overtrædelse af straffelovens § 114 b og § 114 e, at den organisation, der modtager de økonomiske midler eller hvis virksomhed fremmes, begår terrorhandlinger omfattet af § 114. Derudover var der spørgsmål om, hvorvidt de tiltalte offentligt udtrykkeligt havde billiget et terrorangreb, om strafudmåling, om fratagelse af T3’s danske indfødsret og om udvisning af alle tre tiltalte.

Højesteret udtalte, at selve det forhold, at en handling har været rettet mod et land, som ikke er et demokratisk samfund, men regeres af et totalitært regime, der ikke respekterer retsstatsprincippet, ikke indebærer, at handlingen falder uden for straffelovens § 114, stk. 1’s anvendelsesområde. Om handlingen falder uden for § 114, stk. 1, beror på en samlet vurdering af alle sagens elementer. 

Ved denne vurdering henviste Højesteret til det, landsretten bevismæssigt havde lagt til grund om de omhandlede organisationer. Landsretten havde bl.a. lagt til grund, at Brigaden var en del af ASMLA, at ASMLA ikke i det hele eller hovedsageligt handlede for at udbrede demokrati i Iran, at ASMLA indgik i tætte alliancer med antidemokratiske kræfter, at ASMLA planlagde og gennemførte væbnede angreb, der ramte eller kunne ramme militære såvel som ikke militære mål, og at ASMLA gennemførte angreb mod den iranske olieindustri og det iranske bankvæsen. 

Landsretten havde om Jaish al-Adl lagt til grund, at organisationen ikke fremmede demokratiske værdier, at den hovedsageligt angreb statslige mål, at angrebene havde dødsfald til følge, og at organisationen tog gidsler.

På denne baggrund tiltrådte Højesteret, at de omhandlede organisationer begik terrorhandlinger i Iran omfattet af straffelovens § 114, stk. 1, uanset at Iran ikke var et demokratisk samfund, men regeres af et totalitært regime, der ikke respekterer retsstatsprincippet. 

Landsretten havde som nævnt fundet de tiltalte skyldige i offentligt udtrykkeligt at have billiget et terrorangreb på en militærparade i byen Ahwaz (Iran) den 22. september 2018 ved på sociale medier at opslå teksterne 

(Opslag nr. 1): ”At gå efter Den Iranske Revolutionsgarde som led i den ahwaziske nationale modstand i forbindelse med militærparaden i Ahwaz hører under rammerne af selvforsvar mod den militære milits, der internationalt er kategoriseret som værende terroristisk” 

og 

(Opslag nr. 2): ”Havde det ikke være for den koordinerede præcise og hurtige mediereaktion for ahwazierne i går efter den helteagtige aktion af Den Nationale Ahwaziske Modstand, ville alle medierne i dag, særligt de iranske, have talt om en ”Daesh aktion i Ahwaz”, og så ville enhver ahwazisk aktivitet være blevet kategoriseret som ”Daesh aktion”, ligesom det skete i Syrien”

Højesteret fandt, at opslag nr. 1 ikke kunne anses for en udtrykkelig billigelse af terrorangrebet på militærparaden, men at omtalen i opslag nr. 2 af angrebet som ”den helteagtige aktion” udgjorde en udtrykkelig billigelse af terrorangrebet.

Højesteret fandt, at landsretten havde udmålt passende straffe med fængsel i henholdsvis 6, 7 og 8 år. For så vidt angik straffelovens § 108 lagde Højesteret vægt på bl.a., at der var tale om en længerevarende, omfattende og systematisk indsamling og videregivelse af oplysninger om bl.a. enkeltpersoner i Danmark og i udlandet samt iranske militære anliggender til en saudiarabisk efterretningstjeneste. For så vidt angår overtrædelserne af straffelovens § 114 b og § 114 e lagde Højesteret vægt på navnlig, at der var tale om længerevarende, omfattende og systematisk finansiering og fremme af terrorvirksomhed. I formildende retning lagde Højesteret bl.a. vægt på baggrunden for de tiltaltes handlinger, herunder at der var tale om en modstand mod og bekæmpelse af det iranske styre, der ikke kan anses for demokratisk, og som anvender bl.a. dødsstraf, tortur og diskretionær frihedsberøvelse samt undertrykker etniske minoriteter.

Henset til karakteren og grovheden af T3’s kriminalitet og hans tilknytning til henholdsvis Iran og Danmark fandt Højesteret, at betingelserne i indfødsretsloven for at frakende T3’s danske indfødsret var opfyldt, og at denne frakendelse ikke var i strid med bl.a. de krav, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis i sager om frakendelse af indfødsret.

For så vidt angår spørgsmålet om udvisning udtalte Højesteret, at det fulgte af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2 og 6, at de tiltalte skulle udvises, medmindre det med sikkerhed ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv og for så vidt angik T3, hvis mindreårige børn var danske statsborgere, også Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 20. 

Efter en afvejning af kriminalitetens karakter og alvor, T3’s tilknytning til Danmark og Iran og hans to mindreårige børn, der var danske statsborgere, fandt Højesteret, at udvisning af T3 med indrejseforbud for bestandig hverken var i strid med det EU-retlige proportionalitetsprincip eller Menneskerettighedskonventionens artikel 8. 

Efter en samlet afvejning af kriminalitetens karakter og alvor sammenholdt med T1 og T2’s tilknytning til Danmark og Iran fandt Højesteret, at udvisning med indrejseforbud for bestandig ikke var i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8. 

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom, dog således at de tiltalte frifandtes for forholdet vedrørende opslag nr. 1 som omtalt ovenfor.

Læs hele Højesterets afgørelse i 30/2024 sag (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 30/2024 i Domsdatabasen 

Læs byrettens afgørelse i sag 30/2024 i Domsdatabasen