22 feb. 2024
Højesteret
Ikke genoptagelse af dom om fuldbyrdelse i Danmark af udenlandsk straf
Sag om fuldbyrdelse i Danmark af fængselsstraf idømt i Frankrig skulle ikke genoptages
Sag 98/2023
Kendelse afsagt 22. februar 2024
Anklagemyndigheden
mod
D
D blev den 3. juli 2019 idømt fængsel i 6 år ved en fransk domstol for indsmugling af cannabis, og ved Retten i Aarhus’ dom af 30. marts 2020 blev det bestemt, at straffen kunne fuldbyrdes i Danmark. Det fremgik af dommen, at de franske myndigheder havde oplyst, at D havde afsonet en periode på 349 dage, og at der resterede 1.421 dages afsoning. Der var derved taget højde for, at de franske myndigheder forud for dommen havde tildelt D en ”strafnedsættelseskredit” på 13 måneder.
D blev overført til Danmark i juni 2020. I juli 2020 oplyste de franske myndigheder til anklagemyn-digheden, at D inden overførslen til Danmark havde opnået 5 måneders ”yderligere strafnedsættel-seskredit”. D anmodede om, at dommen af 30. marts 2020 blev genoptaget, så oplysningerne om strafnedsættelserne kunne indgå i dommen.
For Højesteret var spørgsmålet, om der var grundlag for at genoptage sagen med henblik på berigtigelse af dommen, eller om Kriminalforsorgen havde kompetence til at sørge for, at D’s afsoning blev forkortet på baggrund af oplysningerne fra de franske myndigheder.
Højesteret udtalte, at det hørte under Kriminalforsorgens kompetence at sørge for, at der under afsoningen her i landet af den franske dom på 6 års fængsel skete fradrag af hele den tid, der var afsonet inden overførslen til Danmark. Det hørte i den forbindelse tillige under Kriminalforsorgens kompetence at tage stilling til, i hvilket omfang straffen skulle reduceres som følge af den franske strafnedsættelseskredit på i alt 18 måneder. Der var derfor ikke grundlag for at genoptage dommen.