02 feb. 2024
Højesteret
Nærmeste pårørende ved udbetaling af forsikring
Forsikringssum skulle udbetales til afdødes børn som nærmeste pårørende
Sag BS-50349/2023-HJR
Dom afsagt den 2. februar 2024
A
mod
B
C afgik ved døden i august 2019 efter selvmord. Han efterlod sig en mindreårig søn, som han havde sammen med B, samt en søn, A, fra et tidligere forhold. B og C havde i ca. 14 år levet sammen på fælles bopæl. Et par dage inden selvmordet havde B på grund af uoverensstemmelser i forholdet taget ophold i sin datters lejlighed. Ved C’s dødsfald kom to forsikringer til udbetaling til C’s ”nærmeste pårørende”.
Efter forsikringsaftalelovens § 105 a, stk. 1, anses som nærmeste pårørende forsikringstagerens ægtefælle, en samlever, børn eller arvinger i nævnte rækkefølge, medmindre andet fremgår af omstændighederne
Efter parternes anbringender var spørgsmålet i første række, om B var C’s samlever på tidspunktet for hans død, jf. forsikringsaftalelovens § 105 a, stk. 2. Hvis hun ikke var det, var parterne enige om, at forsikringsudbetalingerne tilkom C’s børn.
Højesteret udtalte, at en samlever for at blive anset som nærmeste pårørende skal leve sammen med forsikringstageren på fælles bopæl. Når en af parterne på grund af uoverensstemmelser opholder sig i en anden bolig på dødstidspunktet, må der foretages en konkret vurdering af, om opholdet i den anden bolig må anses som udtryk for en forbigående uoverensstemmelse, eller om opholdet i hvert fald fra én af parternes side må anses som udtryk for, at samlivet er endeligt ophørt.
Forud for selvmordet var C var med B’s hjælp skrevet op til en ny lejlighed, og C’s afskedsbesked på Facebook måtte forstås således, at forholdet var forbi. Højesteret fastslog på denne baggrund, at efter en samlet vurdering måtte det lægges til grund, at samlivet mellem B og C var endeligt ophørt, da C døde. Forsikringssummerne skulle derfor tilfalde A og C’s mindreårige søn.
Landsretten var nået til et andet resultat.
Læs hele dommen i sag BS-50349/2023-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-50349/2023-HJR i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag BS-50349/2023-HJR i Domsdatabasen