19 feb. 2024
Højesteret
Regres og tilbagebetaling mulig som følge af urigtige risikooplysninger
Forsikringsselskab havde adgang til at gøre regres og kræve tilbagebetaling som følge af forsikringstagers afgivelse af urigtige risikooplysninger
Sag BS-34778/2023-HJR
Dom afsagt den 19. februar 2024
A
mod
Alm. Brand Forsikring A/S
A havde tegnet en ansvars- og kaskoforsikring hos Am. Brand Forsikring A/S for en personbil, som blev involveret i to færdselsuheld. Ved første uheld påkørte bilen en anden bil, og andet uheld var et solouheld, hvor bilen blev totalskadet. Ved begge færdselsuheld var A’s datter fører af bilen. Alm. Brand Forsikring udbetalte erstatning til ejeren af den anden bil og i første omgang også til A i anledning af begge kaskoskader. A’s datter var ikke anført som bruger af bilen på forsikringspolicen.
Sagen angik, om Alm. Brand Forsikring kunne gøre et regreskrav vedrørende ansvarsskaden og et tilbagebetalingskrav vedrørende kaskoskaderne gældende over for A under henvisning til, at han ikke havde oplyst selskabet om omfanget af sin datters brug af bilen.
Højesteret fandt, at A’s datter var fast bruger af bilen, og lagde til grund, at A ikke i forbindelse med indgåelsen af forsikringsaftalen oplyste Alm. Brand Forsikring herom. Den omstændighed, at A’s datter var fast bruger af bilen, var af betydning for Alm. Brand Forsikring, og A burde have været klar over dette.
Højesteret udtalte, at A’s forhold måtte tilregnes ham som groft uagtsomt, og han skulle derfor anses, som om han har givet urigtig oplysning. Betingelserne for at opgøre erstatningerne for kaskoskaderne og ansvarsskaden ud fra pro rata-beregninger var derfor opfyldt, og efter almindelige forsikringsretlige principper, havde Alm. Brand Forsikring derfor grundlag for at rejse et regreskrav vedrørende ansvarsskaden og et tilbagebetalingskrav vedrørende kaskoskaderne mod A.
Højesteret udtalte endvidere, at færdselslovens § 108, stk. 2, efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder er uden betydning for et forsikringsselskabs adgang til at gøre krav om regres og tilbagebetaling gældende under henvisning til begrænsninger i hæftelsen efter forsikringsaftalelovens regler om urigtige oplysninger ved forsikringsaftalens indgåelse.
Landsretten var nået til samme resultat.
Læs hele dommen i sag BS-34778/2023-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-34778/2023-HJR i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag BS-34778/2023-HJR i Domsdatabasen