30 apr. 2024
Højesteret
Frakendelse af indfødsret
Kvinde, der var dømt for at fremme virksomheden for Islamisk Stat, blev frakendt dansk indfødsret, men ikke udvist
Sag 112/2023
Dom afsagt den 30. april 2024
Anklagemyndigheden
mod
T
Kvinde, der var dømt for at fremme virksomheden for Islamisk Stat, blev frakendt dansk indfødsret, men ikke udvist
T var straffet med 4 års fængsel for i perioden fra februar 2015 til marts 2019 sammen med sin daværende ægtefælle og deres seks mindreårige børn at være indrejst i Syrien og dér at have fremmet virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat (IS), idet T gennem sin tilstedeværelse, herunder ved at virke som hjemmegående husmor for og hustru til personer, der var aktive i IS, bidrog til, at IS kunne opretholde og konsolidere sin position i området, jf. straffelovens § 114 e, 1. pkt. Hun var endvidere straffet for uden tilladelse at have opholdt sig i konfliktområder, hvor IS var part i en væbnet konflikt, i strid med straffelovens § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3.
T har syv mindreårige børn og ét myndigt barn, der alle er danske statsborgere.
For Højesteret angik sagen, om T skulle frifindes for overtrædelse af straffelovens § 114 e, 1. pkt., for to nærmere angivne perioder, hvor hun opholdt sig i områder, der var kontrolleret af IS, om der var grundlag for at nedsætte eller forhøje straffen, om T skulle frakendes sin danske indfødsret, og om T skulle udvises.
T havde for det første anført, at hun først to måneder efter indrejsen til Syrien forstod, at hendes daværende (første) ægtefælle kæmpede for IS. For det andet havde T anført, at hun ikke havde fremmet IS’ virksomhed i en periode på over 10 måneder fra hendes første ægtefælle afgik ved døden til hun blev gift med sin anden ægtefælle, der arbejdede som ambulancefører for IS.
Højesteret henviste til, at landsretten havde fundet det bevist, at T ved sin indrejse til Syrien og under sit ophold vidste, at IS var en terrororganisation, at hun under sit ophold virkede som husmor og opfostrerede sine børn dér, mens hun i en periode var gift med en mand, der kæmpede for IS, og i en senere periode var gift med en mand, der arbejdede som ambulancefører for IS. Hun havde frivilligt taget til Syrien og frivilligt blevet dér. Efter en gennemgang af forarbejdernes beskrivelse af det objektive gerningsindhold i straffelovens § 114 e, 1. pkt., samt forsætskravet efter bestemmelsen fastslog Højesteret, at T med rette var straffet for overtrædelse af bestemmelsen i hele perioden.
Højesteret fastslog endvidere, at straffen på fængsel i 4 år var passende fastsat.
Angående spørgsmålet om frakendelse af Ts indfødsret, udtalte Højesteret, at der ved vurderingen heraf, efter forarbejderne til indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, skal foretages en proportionalitetsafvejning af på den ene side forholdets grovhed og på den anden side en frakendelses betydning for den pågældende. I tilfælde som det foreliggende, hvor T er dømt for mere alvorlige forhold, bør der som udgangspunkt frakendes dansk indfødsret. Frakendelsen af indfødsretten skal endvidere være i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og de krav, der følger af EU-retten.
Efter en samlet vurdering fastslog Højesteret, at – uanset Ts stærke tilknytning til Danmark, navnlig som følge af hendes herboende otte børn – der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet om frakendelse af dansk indfødsret. Højesteret henviste i den forbindelse til karakteren og grovheden af Ts kriminalitet og hendes tilknytning til Bosnien-Hercegovina, hvor hun fandtes også at være statsborger.
Angående spørgsmålet om udvisning udtalte Højesteret, at det var ubestridt, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem T og hendes syv mindreårige børn. Højesteret udtalte, at hvis T blev udvist, vil der som følge af det nævnte afhængighedsforhold være en betydelig risiko for, at børnene sammen med hende må forlade Unionens område og dermed ikke effektivt kan nyde deres rettigheder som unionsborgere. Efter EU-Domstolens praksis vil dette være i strid med Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde, medmindre der foreligger et ekstraordinært tilfælde.
Højesteret udtalte, at det efter de foreliggende oplysninger måtte lægges til grund, at det ikke ville være forsvarligt at flytte børnene fra Danmark til Bosnien-Hercegovina. Højesteret henviste til, at det måtte tages i betragtning, at de fem ældste børn blev taget med til Syrien, hvor de opholdt sig ca. fire år i områder kontrolleret af IS, og at alle syv børn under opholdet i Syrien sammen med deres mor blev nødt til at flygte mange gange på grund af den væbnede konflikt i de pågældende områder. Børnene opholdt sig endvidere mere end to år i al Hol-lejren, hvor de sammen med deres mor blev tilbageholdt af de kurdiske myndigheder. Børnene var nu – efter at være kommet til Danmark –i god trivsel og udvikling, og velintegreret i skole og børnehave.
Efter en samlet vurdering fastslog Højesteret herefter, at der ikke forelå et ekstraordinært tilfælde, og at hensynet til børnenes tarv afgørende talte imod at fravige udgangspunktet og udvise T. T, der således har ret til ophold i Danmark afledt af hensynet til børnene, blev herefter frifundet for påstanden om udvisning og tildelt en advarsel om udvisning.
Landsretten var nået til samme resultat.
Læs hele dommen i sag 112/2023 (pdf)