Ikke krav på udlevering eller destruktion af arkiverede dagbogskopier

Sag BS-49623/2023-HJR
Dom afsagt den 18. april 2024

A
mod
Rigspolitiet
og
Rigsarkivet

A blev i november 1981 anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 108 ved ulovligt at have bistået en fremmed efterretningstjeneste (KGB). Ved en ransagning af hans bopæl kom Politiets Efterretningstjeneste (PET) i besiddelse af hans dagbøger. Politiets beslaglæggelse af dagbøgerne blev godkendt ved retskendelse. I april 1982 meddelte justitsministeren A tiltalefrafald. Efterfølgende blev de beslaglagte dagbøger tilbageleveret til ham. En kopi af dagbøgerne på den sag (operationssagen), som havde dannet grundlag for sigtelsen og tiltalefrafaldet, blev fortsat opbevaret hos PET. Kopier af dele af dagbøgerne forblev endvidere på personsagen hos PET. Personsagen og operationssagen blev afleveret til Rigsarkivet i henholdsvis 2014 og 2018. PET opbevarer på vegne af Rigsarkivet to administrative sager.

Hovedspørgsmålet i sagen var, om A havde krav på, at Rigsarkivet og Rigspolitiet skulle udlevere eller destruere hele eller dele af dagbogskopierne, der indgik i de arkiverede sager.

Højesteret udtalte, at det følger af arkivloven og arkivbekendtgørelsen, at offentlige myndigheder har pligt til at bevare og overføre alle arkivalier til Rigsarkivet, medmindre rigsarkivaren har fastsat bestemmelser om kassation (destruktion).

Da PET i 2010 efter det oplyste traf beslutning om arkivering af sagerne, havde rigsarkivaren ikke truffet bestemmelse om kassation, og det var heller ikke sket efterfølgende. PET var derfor forpligtet til at bevare sagerne med dagbogskopierne og til at aflevere sagerne til Rigsarkivet.

Højesteret fastslog, at den oprindelige tilvejebringelse og opbevaring af dagbogskopierne ikke var retsstridig, og at der heller ikke forelå en krænkelse af A’s ophavsret til dagbøgerne.

Spørgsmålet var herefter, om Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om bl.a. retten til privatliv måtte føre til, at A havde krav på, at Rigsarkivet og Rigspolitiet skulle udlevere eller destruere hele eller dele af dagbogskopierne, der indgik i de arkiverede sager.

Herom udtalte Højesteret, at beslaglæggelsen af dagbøgerne og PET’s kopiering og opbevaring af dagbogskopierne indtil 2010 indebar et indgreb i A’s ret til privatliv, jf. artikel 8, stk. 1. Indgrebet var lovhjemlet og var begrundet i den nationale sikkerhed og i hensynet til at forebygge uro og forbrydelse (kriminalitetsbekæmpelse). Under hensyn til straffesagen og PET’s efterretningsmæssige arbejde fandt Højesteret, at dette indgreb var proportionalt, jf. artikel 8, stk. 2.

Endvidere udtalte Højesteret, at arkiveringen af dagbogskopierne og den deraf følgende arkivadgang også måtte anses for at være et indgreb i A’s ret til privatliv efter artikel 8, stk. 1. Opbevaringen af sagerne var hjemlet i arkivlovgivningen og skete til varetagelse af hensyn, opregnet i Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2.

Højesteret udtalte, at efter Menneskerettighedsdomstolens praksis er det foreneligt med konventionen, at medlemsstaterne foretager indgreb ved en generel regulering (”general measures”), når en individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde vil kunne føre til bl.a. betydelig usikkerhed, ressourceforbrug, forsinkelse og vilkårlighed.

Højesteret udtalte, at arkivlovgivningen udgør en generel regulering af, hvilke offentlige arkivalier der skal bevares eller kasseres, og at en individualiseret bevarings- og kassationsvurdering på dokument- eller sagsniveau ville indebære et endog meget betydeligt ressourceforbrug og en stor forsinkelse i arkiveringsprocessen. En sådan vurdering ville endvidere medføre risiko for usikkerhed og vilkårlighed i forbindelse med arkiveringen.

Højesteret fandt, at lovgivningsmagten ved arkivlovgivningens generelle ordning, herunder ved indførelsen af tilgængelighedsfrister og særlige beskyttelseshensyn ved fravigelsen heraf, havde foretaget en nøje afvejning af på den ene side offentlighedens interesser i bevaring og adgang til statslige arkivalier og på den anden side hensynet til enkeltpersoners ret til privatliv.

Virkningen af arkivlovgivningens ordning for A var, at dagbogskopierne ville være tilgængelige i 2085.

Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at arkiveringen af dagbogskopierne og den deraf følgende arkivadgang måtte anses for et proportionalt indgreb i A’s ret til privatliv efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

A havde herefter ikke krav på, at Rigsarkivet og Rigspolitiet udleverede eller destruerede hele eller dele af dagbogskopierne, der indgik i de arkiverede sager. Højesteret frifandt derfor Rigsarkivet og Rigspolitiet.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs hele dommen i sag BS-49623/2023-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-49623/2023-HJR i Domsdatabasen