25 apr. 2024
Højesteret
Krav skulle behandles under samme sag
Krav skulle behandles under samme sag
Sag BS-48567/2023-HJR
Kendelse afsagt den 25. april 2024
Skatteforvaltningen
mod
Bank of America N.A.
m.fl.
I perioden fra august 2011 til december 2014 modtog den canadiske pensionskasse Healthcare of Ontario Pension Plan (HOOPP) i alt ca. 912,5 mio. kr. fra de danske skattemyndigheder vedrørende refusion af udbytteskat.
Den 21. december 2018 indgav Skatteforvaltningen stævning mod HOOPP til Københavns Byret med påstand om, at HOOPP skal betale de 912,5 mio. kr. tilbage, da HOOPP ifølge skattemyndighederne ikke var skattemæssig ejer af de udbyttegivende aktier og derfor ikke var berettiget til refusion af udbytteskat. Sagen blev henvist til Østre Landsret, da sagen er af principiel karakter.
Den 24. september 2019 indgav Skatteforvaltningen adcitationsstævning mod Nordea og rejste samme krav mod Nordea. Stævningen blev indgivet til Københavns byret, der traf afgørelse om at henvise sagen til Østre Landsret. Landsretten har besluttet, at kravene skal behandles under sagen mellem Skatteforvaltningen og HOOPP.
Den 11. marts 2020 indgav Skatteforvaltningen adcitationsstævning mod en række internationale banker mv. til Københavns Byret. Skatteforvaltningen har i stævningen gjort gældende, at de internationale banker har pådraget sig et erstatningsansvar ved at medvirke i et skattearrangement, som ifølge Skatteforvaltningen var skyld i, at Skatteforvaltningen uberettiget havde udbetalt 912,5 mio. kr. til HOOPP. Bankerne har nedlagt påstand om afvisning og frifindelse.
Det fremgik af stævningen, at Skatteforvaltningen ønskede at inddrage kravene mod de internationale banker mv. i sagen mod HOOPP og Nordea, men at domstolenes sagsportal ikke teknisk gav mulighed for at indlevere adcitationsstævningen til Østre Landsret, og at Skatteforvaltningen derfor havde indleveret adcitationsstævningen via www.minretssag.dk (domstolenes sagsportal) til Københavns Byret.
De internationale banker mv. fremsatte indsigelse om, at der ikke er værneting i Danmark for Skatteforvaltningens krav mod dem. Østre Landsret udskilte værnetingsspørgsmålet til særskilt afgørelse, og den 12. oktober 2022 afsagde landsretten kendelse om, at der er værneting for kravet her i landet.
Den 10. maj 2023 afsagde landsretten kendelse om, at Skatteforvaltningens krav mod bankerne ikke tillades inddraget i sagen mellem Skatteforvaltningen, HOOPP og Nordea. Skatteforvaltningen appellerede kendelsen til Højesteret.
Ligesom landsretten fandt Højesteret, at den fremgangsmåde, som Skatteforvaltningen havde anvendt med henblik på at få kravene mod de internationale banker inddraget i sagen mellem Skatteforvaltningen, HOOPP og Nordea, var i overensstemmelse med retsplejeloven. Højesteret fandt endvidere, at spørgsmålet om værneting ikke skulle prøves af Højesteret.
Spørgsmålet var herefter, om Skatteforvaltningens krav mod de internationale banker har en sådan sammenhæng med Skatteforvaltningens krav mod HOOPP og Nordea, at kravene uanset de internationale bankers indsigelser bør behandles under samme sag.
Højesteret udtalte, at der ved vurderingen heraf måtte lægges vægt på navnlig, om kravene udspringer af de samme retsstiftende kendsgerninger, eller der i øvrigt vil være sammenfald med hensyn til bevisførelsen eller med hensyn til de juridiske synspunkter, som kravene støttes på. Højesteret henviste til, at det følger af forarbejderne til retsplejeloven, at der navnlig kan være behov for at tillade kumulation, så krav mod eller mellem flere skadevoldere kan behandles under samme sag. Der må også lægges vægt på bl.a. hensynet til at undgå, at der træffes indbyrdes modstridende afgørelser om fremsatte krav. Der må desuden tages hensyn til de ulemper og omkostninger, som behandling under én sag kan medføre for nogle parter, og til de fordele og besparelser, der kan være forbundet hermed for andre parter.
Højesteret fandt, at vurderingen af sammenhængen mellem kravene måtte ske på grundlag af de anbringender, som Skatteforvaltningen har gjort gældende til støtte for de fremsatte krav, og Skatteforvaltningens angivelse af den forventede bevisførelse.
Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at Skatteforvaltningens krav mod de internationale banker har en sådan sammenhæng med Skatteforvaltningens krav mod HOOPP og Nordea, at kravene, uanset de internationale bankers indsigelser, skal behandles under samme sag.
Landsretten var nået til et andet resultat.
Læs hele kendelsen i sag BS-48567/2023 (pdf)