Hemmelige lydoptagelser mv. opnået ved infiltration kunne indgå som bevis

Sag 106/2023
Kendelse afsagt den 14. maj 2024

Anklagemyndigheden
mod
T

Den 4. november 2016 blev Louise Borglit dræbt med knivstik i Elverparken i Herlev. Politiet mistænkte T for at være gerningsmanden. I 2020 afsonede T i en anden sag en dom på fængsel i 8 år. Med henblik på at afklare mistanken vedrørende drabet på Louise Borglit besluttede politiet og anklagemyndigheden at foretage en infiltration ved at placere en polititjenestemand, ”Frank”, på samme afdeling i Enner Mark Fængsel som T.

Samtaler mellem T og Frank, der fandt sted i perioden fra den 30. oktober 2020 til den 21. november 2020, blev optaget med skjult udstyr, som Frank bar på sig, og T’s og Franks celler blev aflyttet frem til i hvert fald den 22. november 2020. Der blev desuden foretaget videooptagelse af en af T og Franks gårdture i fængslet. Der blev endvidere foretaget rumaflytning og observation med tv-kamera af T’s celle i Nørre Snede Fængsel og af fængslets besøgsrum i forbindelse med, at Frank i perioden fra den 8. december 2021 til den 30. marts 2022 flere gange besøgte T.

Spørgsmålet i kæresagen var, om optagelserne og polititjenestemanden Franks vidneforklaring kunne anvendes som bevis i straffesagen.

Højesteret udtalte, at en infiltration som den foreliggende kunne iværksættes som følge af politiets almindelige efterforskningskompetence, og at dette efterforskningsskridt dermed var underlagt et almindeligt sagligheds- og proportionalitetskrav.

Ved vurderingen af, om indsættelsen af Frank som infiltrator var et sagligt og proportionalt efterforskningsskridt, måtte der lægges vægt på, at der var tale om en intensiv form for infiltration, der var rettet mod en mistænkt person, der var indsat i et fængsel, og som angik en allerede begået forbrydelse og havde til formål via en form for kammeratskab at få oplysninger fra T, som i givet fald ville kunne inkriminere ham selv. Der måtte imidlertid også lægges vægt på den efterforskede forbrydelses særdeles alvorlige karakter og oplysningerne om mistanken mod T og om, at andre efterforskningsmuligheder var udtømt.

Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at politiets og anklagemyndighedens beslutning om at iværksætte den omhandlede infiltration var saglig og proportional. Højesteret udtalte endvidere, at der havde været ført tilstrækkelig kontrol med infiltrationen.

Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at hemmelig overvågning og aflytning af privatpersoner til brug for en efterforskning, der sker under medvirken og teknisk bistand fra offentlige efterforskningsmyndigheder, udgør et indgreb i udøvelsen af den aflyttedes privatliv efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb skal for at være i overensstemmelse med konventionen bl.a. have hjemmel i loven, jf. artikel 8, stk. 2. Det er ikke nærmere reguleret i retsplejeloven, om politiet må optage samtaler, som infiltratoren selv deltager i som led i infiltrationen.

Højesteret udtalte, at legalitetskravet i Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2, ikke var opfyldt med hensyn til aflytningerne foretaget af polititjenestemanden Frank ved brug af personbåret skjult aflytningsudstyr i et fængsel som led i efterforskningen rettet mod T.

Ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er Menneskerettighedskonventionens artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang ikke generelt til hinder for brug af beviser, der måtte være fremskaffet i strid med national ret, eller brug af beviser, der måtte være tilvejebragt i strid med konventionen. Det afgørende er, om den nationale proces efter en helhedsvurdering er rimelig. I denne vurdering indgår karakteren og tyngden af den tilsidesatte rettighed, og om forsvarets rettigheder er respekteret, herunder om forsvaret har mulighed for at anfægte og imødegå beviset og foranstalte yderligere bevisførelse. Det indgår også, om beviset er pålideligt, herunder om de omstændigheder, som beviset er opnået under, rejser tvivl om dets værdi eller nøjagtighed. Bevisets betydning spiller også en rolle, idet det indgår i vurderingen, om beviset er det eneste eller afgørende bevis. Endelig skal der foretages en afvejning mellem det offentliges interesse i efterforskning og strafforfølgning af forbrydelser og den anklagedes interesse i, at beviser tilvejebringes på en lovlig måde.

Højesteret tiltrådte af de grunde, landsretten havde anført, at det forhold, at legalitetskravet i Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2, ikke var opfyldt, ikke i sig selv var til hinder for, at optagelser fra personbåret aflytningsudstyr ville kunne anvendes som bevis i en straffesag.

Om T’s ret til ikke at udtale sig og til ikke at inkriminere sig selv var blevet tilsidesat, beroede på en vurdering af samtalerne mellem ham og polititjenestemanden Frank.

Om samtalerne måtte det lægges til grund, at T flere gange selv bragte drabet i Elverparken ind i samtalerne, og at han i mange af disse samtaler optrådte som den styrende, mens Frank overvejende lyttede eller stillede almindelige konversationsspørgsmål til det, som T fortalte. Højesteret udtalte dog, at der undervejs i nogle af samtalerne forekom momenter, hvor samtalen isoleret set havde træk, som kunne sammenlignes med en afhøring, fordi Frank blev mere styrende for samtalen og bl.a. udtalte sig vedholdende om, at T’s tidligere udtalelser om drabet ikke kunne passe.

Højesteret udtalte, at alle samtalerne mellem T og polititjenestemanden Frank foregik frivilligt og uden, at T var blevet udsat for et utilbørligt pres for at få ham til at tale med Frank om det efterforskede drab.

Som anført af landsretten var der ikke tvivl om lydoptagelsernes ægthed, og T havde haft adgang til at anfægte, at optagelserne kunne indgå i sagen, og han ville frit kunne argumentere imod at tillægge dem bevismæssig betydning, når byretten skulle afgøre skyldspørgsmålet. Anklagemyndigheden havde oplyst, at den også påberåbte sig andre beviser i sagen.

Efter en helhedsvurdering af de anførte forhold fandt Højesteret ligesom landsretten, at det ikke ville være i strid med retten til en retfærdig rettergang, der følger af Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 1, at tillade anklagemyndigheden at anvende hele det video- og lydoptagede materiale og polititjenestemanden Franks vidneforklaring som bevis i sagen. Der var under de ovenfor anførte omstændigheder heller ikke i øvrigt sket en sådan tilsidesættelse af retssikkerhedsmæssige hensyn til T, at optagelserne og vidneforklaringen ikke kunne indgå som bevis i sagen.

På den anførte baggrund fandt Højesteret ligesom landsretten, at samtlige de for byretten afspillede video- og lydoptagelser og polititjenestemandens vidneforklaring kunne indgå som bevis i sagen.

Læs hele kendelsen i sag 106/2023 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 106/2023 i Domsdatabasen

Læs byrettens afgørelse i sag 106/2023 i Domsdatabasen