Ikke erstatningsansvar for forsinket kræftdiagnose

Sag BS-51039/2023-HJR
Dom afsagt den 29. maj 2024

Ankenævnet for Patienterstatningen
mod
A og boet efter B

B fik i april 2013 foretaget en røntgenundersøgelse af brystkassen, hvor forholdene blev beskrevet som normale. I marts 2014 blev der foretaget en ny røntgenundersøgelse af B, som viste en 6-7 cm stor tumor i B’s højre lunge, og B fik konstateret lungekræft med spredning til lymfeknuder og lever. Ved en revurdering af billederne fra april 2013 fandt man en tumor samme sted i lungen.

Patienterstatningen fandt, at B alene var berettiget til godtgørelse for varigt mén på 10 % for væsentlig forringelse af den statistiske overlevelsesprognose som følge af forsinket diagnosticering, men derimod ikke for, at forsinkelsen var årsag til, at kræften var blevet uhelbredelig. Denne afgørelse indbragte B for Ankenævnet for Patienterstatningen. B afgik ved døden den 1. maj 2015 som følge af kræftsygdommen. Ankenævnet stadfæstede efterfølgende Patienterstatningens afgørelse, som blev indbragt for domstolene af boet efter B, samt efterladte, A.

Ankenævnet anerkendte, at der var begået en lægelig fejl i april 2013, og sagens hovedspørgsmål var, om den forsinkede diagnosticering var årsag til, at B afgik ved døden som følge af sin kræftsygdom.

Det følger af § 20 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, at det er en betingelse for erstatning, at skaden ”med overvejende sandsynlighed” kunne være undgået, hvis patienten var blevet behandlet anderledes.

Højesteret udtalte, at det er fastslået i retspraksis, at denne betingelse efter omstændighederne kan anses for opfyldt, selv om der ikke består en overvejende, men alene en vis større sandsynlighed for årsagssammenhæng, og at dette navnlig kan være tilfældet, når der klart er begået en ansvarspådragende fejl, når fejlen forsøger risikoen for en bestemt skade, og når sådan skade faktisk er indtrådt. Højesteret bemærkede, at det ikke er muligt præcist at angive, hvilken grad af større sandsynlighed der skal foreligge, da det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, bl.a. af fejlens karakter.

Efter en gennemgang af Retslægerådets svar på spørgsmål i sagen, herunder at det bl.a. var mest sandsynligt, at kræften allerede i april 2013 havde spredt sig, og at observationer underbyggede, at B i april 2013 havde uhelbredelig kræft, uanset om hun var blevet opereret eller ej, lagde Højesteret til grund, at B’s dødsfald hverken med overvejende sandsynlighed eller med en vis større sandsynlighed kunne anses som en følge af behandlingsforsinkelsen.

Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at Retslægerådet også havde anført, at det ikke med sikkerhed kunne vurderes, om der i april 2014 var sket spredning af kræften, og at kræftens ægte stadium i april 2013 ikke kendtes.

Højesteret frifandt herefter Ankenævnet.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele dommen i sag BS-51039/2023-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-51039/2023-HJR i Domsdatabasen

Læs byrettens afgørelse i sag BS-51039/2023-HJR i Domsdatabasen