Gå til sidens indhold

Højesteret

03 jun. 2024

Højesteret

Bøde for beskæftigelse af udlænding uden arbejdstilladelse

Udlænding uden arbejdstilladelse måtte ved sin bistand til T anses som beskæftiget i T’s virksomhed

Sag 114/2023

Dom afsagt den 3. juni 2024

Anklagemyndigheden
mod
T

T var i landsretten fundet skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5, jf. stk. 6, ved som led i sin erhvervsvirksomhed og med tilsigtet økonomisk fordel at have beskæftiget en udlænding uden arbejdstilladelse, idet udlændingen i et enkeltstående tilfælde og i mindre end en halv time hjalp med at bære cykler fra en lastbil ind i T’s cykelforretning. Landsretten lagde til grund, at T var klar over, at udlændingen ikke havde arbejdstilladelse og fastsatte straffen til en bøde på 25.000 kr. For Højesteret angik sagen, om T med rette var fundet skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5, og i givet fald straffastsættelsen.

Højesteret udtalte, at det må afgrænses bredt, hvad der udgør beskæftigelse, når en udlænding udfører en opgave som led i en erhvervsdrivendes virksomhed. Enhver form for lønnet eller ulønnet arbejde for en erhvervsdrivende må anses for beskæftigelse omfattet af udlændingelovens § 59, stk. 5. Det er uden betydning, om der foreligger en formel ansættelsesaftale, og om arbejdet er varigt, midlertidigt eller enkeltstående. Det vil herefter kun være i ganske særlige tilfælde, at en udlændings udførelse af en opgave for en erhvervsdrivende ikke vil udgøre ulovlig beskæftigelse. Herefter tiltrådte Højesteret, at T var fundet skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5.

Højesteret udtalte desuden, at der må ske en væsentlig fravigelse i nedadgående retning af det i lovforarbejderne til udlændingelovens § 59, stk. 6, forudsatte udgangspunkt for bødefastsættelsen, når der alene foreligger en enkeltstående overtrædelse af meget kort varighed. Højesteret fandt herefter, at bøden skulle nedsættes til 10.000 kr.

Højesteret ændrede dermed landsrettens dom således, at T straffes med en bøde på 10.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 10 dage.

Læs hele dommen i sag 114/2023 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 114/2023 i Domsdatabasen

Læs byrettens afgørelse i sag 114/2023 i Domsdatabasen