Gå til sidens indhold

Højesteret

21 jun. 2024

Højesteret

Der skulle ikke ske udvisning af irakisk statsborger

Irakisk statsborger skulle ikke udvises for grov vold begået som mindreårig

Sag 4/2024
Dom afsagt den 21. juni 2024

Anklagemyndigheden
mod
T

T var fundet skyldig i bl.a. grov vold efter straffelovens § 245. T, der var 17 år på gerningstidspunktet, blev straffet med en tillægsstraf af fængsel i 2 år og 2 måneder. Han blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

For Højesteret angik sagen navnlig spørgsmålet om udvisning.

Højesteret anførte om T’s personlige forhold, at han var født i Danmark. Hans forældre, tre mindre søskende og bedsteforældre boede her i landet. Han havde gennemført folkeskolen og havde haft to praktikpladser. T var irakisk statsborger, og han talte kurdisk. Han havde aldrig været i Irak, og han havde ingen familie der.

Højesteret udtalte, at T var dømt for bl.a. grov vold begået som mindreårig. Volden havde haft alvorlige konsekvenser for den forurettede. Kriminalitetens alvor understøttede, at han udgjorde en alvorlig trussel mod den offentlige orden. Han var tidligere, med en enkelt undtagelse, alene dømt for ikke-voldelig kriminalitet. Den tidligere kriminalitet indikerede ikke, at han generelt udgjorde en trussel mod den offentlige orden. Han var ikke idømt advarsel om udvisning eller udvist betinget. Hans tilknytning til Danmark var særdeles stærk, mens hans tilknytning til Irak var svag. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering fastslog Højesteret, at der ikke forelå sådanne meget tungtvejende grunde, som efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kræves for at kunne udvise en udlænding, der var født i værtslandet, for kriminalitet begået som mindreårig. T blev herefter idømt en advarsel om udvisning.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele dommen i sag 4/2024 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 4/2024 i Domsdatabasen

Læs byrettens afgørelse i sag 4/2024 i Domsdatabasen