Registrering af barns statsborgerskab ved forældres indgåelse af ægteskab

Sag BS-63300/2023-HJR
Dom afsagt den 26. juni 2024

A
mod
Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Biintervenient:
Udlændinge- og Integrationsministeriet

A blev født i Danmark i 1995 af en vietnamesisk far og en fransk mor, og blev ved fødslen registreret som vietnamesisk statsborger. I 2000 blev A’s forældre skilt og senere samme år blev hendes far dansk statsborger ved lov. A fik imidlertid ikke dansk indfødsret som biperson til sin far, da hendes mor havde forældremyndigheden over hende alene. Forældrene blev gift igen i marts 2004, hvorefter A blev registreret som dansk statsborger i CPR-registeret.

I juni 2021 traf Indenrigs- og Boligministeriet afgørelse om at ændre A’s registrering fra dansk til fransk statsborger. Ministeriet begrundede afgørelsen med, at det på tidspunktet for registreringen af hende som dansk statsborger fulgte af den dagældende indfødsretslov § 2, at det var en betingelse for erhvervelse af dansk indfødsret ved forældrenes indgåelse af ægteskab, at hendes far var dansk statsborger, da hun blev født. Det var således ikke tilstrækkeligt, at A’s far var dansk statsborger ved ægteskabets indgåelse.

Sagen angik for Højesteret, om ministeriet var berettiget til at ændre registreringen af A’s indfødsret.

Af den dagældende indfødsretslovs § 2, der senest blev nyafattet i 1998, fremgik, at hvis et barn af en dansk far og en udenlandsk mor ikke har erhvervet dansk indfødsret ved fødslen, erhverver barnet dansk indfødsret ved forældrenes indgåelse af ægteskab, forudsat at barnet på tidspunktet for ægteskabets indgåelse er ugift og under 18 år.

Højesteret udtalte herom bl.a., at ordlyden af bestemmelsen både kunne forstås således, at det var en betingelse for erhvervelse af dansk indfødsret ved forældrenes indgåelse af ægteskab, at faren var dansk statsborger ved fødselstidspunktet, og således at dette ikke var en betingelse.

Da det fremgik af forarbejderne til nyaffattelsen af bestemmelsen i 1998, at ændringen ikke indebar ændringer af gældende ret, udtalte Højesteret, at der ved den nærmere forståelse af bestemmelsen derfor måtte ses på retstilstanden forud for lovændringen.

Højesteret udtalte, at det efter ordlyden af den tilsvarende bestemmelse i indfødsretslovene af 1898 og 1925 ikke var en betingelse for et barns erhvervelse af dansk indfødsret som følge af forældrenes indgåelse af ægteskab, at barnets far havde dansk indfødsret på tidspunktet for barnets fødsel. Det afgørende efter disse love var, at faren havde dansk indfødsret ved indgåelsen af ægteskabet.

Højesteret udtalte endvidere, at bestemmelsen i indfødsretsloven af 1950, der afløste indfødsretsloven af 1925, også måtte forstås på den måde, at det ikke var en betingelse, at barnets far havde dansk indfødsret på tidspunktet for barnets fødsel. Højesteret henviste til at en sådan forståelse var i overensstemmelse med bestemmelsens formål, der var at sikre, at børn, som et par havde sammen før ægteskabets indgåelse, erhvervede samme statsborgerskab som søskende, der blev født efter ægteskabets indgåelse. Dette formål kunne ikke anses for ændret ved lovændringen af bestemmelsen i 1998.

Endelig udtalte Højesteret, at (nu) Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke i øvrigt havde godtgjort, at der forud for lovændringen i 1998 var en administrativ praksis, der stillede krav om, at barnets far havde dansk indfødsret på tidspunktet for barnets fødsel.

Herefter fastslog Højesteret, at 1998-indfødsretslovens § 2 efter ordlyden, formålet og tilblivelseshistorien måtte forstås på den måde, at et barns erhvervelse af indfødsret ved forældrenes indgåelse af ægteskab ikke var betinget af, at barnets far havde dansk indfødsret, da barnet blev født. Ministeriet var derfor ikke berettiget til at ændre registreringen af A’s danske indfødsret.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele dommen i sag BS-63300/2023-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-63300/2023-HJR i Domsdatabasen