27 jun. 2024
Højesteret
Telefonforkyndelse
Telefonforkyndelse overfor personer med kendt bopæl eller opholdssted i udlandet ikke lovlig
Sag 59/2023 – 86/2023
Afsagt den 27. juni 2024
Rigsadvokaten
mod
T1, T2 og T3 m.fl.
En række russiske statsborgere er tiltalt for overtrædelse af udlændingelovgivningen ved uden fornøden tilladelse at have udført arbejde på slæbebåde inden for dansk søterritorium. De blev frifundet i byretten og landsretten. Sagen er med Procesbevillingsnævnets tilladelse anket af anklagemyndigheden til Højesteret.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi foretog ved telefonopkald forkyndelse af anklagemyndighedens ankemeddelelse over for tre af de russiske statsborgere.
Højesteret fandt, at det måtte lægges til grund, at de pågældende på tidspunktet for iværksættelsen af telefonforkyndelserne havde kendt bopæl eller opholdssted i Rusland, jf. retsplejelovens § 158. Af bestemmelsen fremgår, at forkyndelse i sådanne tilfælde sker ved brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet ved konvention eller ved vedkommende lands lov. Anklagemyndigheden havde dermed ikke kunnet anvende telefonforkyndelse som middel til at forkynde ankemeddelelserne over for de pågældende, og de foretagne telefonforkyndelser var derfor ikke lovlige.