Gå til sidens indhold

Højesteret

29 aug. 2024

Højesteret

Dansk barn skal evakueres med sin mor fra Roj-lejren i Syrien

Udenrigsministeriet skal tilbyde bistand til evakuering af dansk barn fra Roj-lejren i Syrien sammen med sin mor

Sag BS-24837/2024-HJR

Dom afsagt den 29. august 2024

Repatriate the Children - Denmark som mandatar for
B som værge for A
mod
Udenrigsministeriet

A, der er dansk statsborger, blev født i Syrien i 2016. Han er barn af B og en nu afdød mand, som angiveligt havde tilknytning til Islamisk Stat. A har siden foråret 2019 været tilbageholdt i først al-Hol-lejren og derefter i Roj-lejren i det nordøstlige Syrien sammen med sin mor.

B, der er født i Danmark, blev ved fødslen registreret med somalisk statsborgerskab. Hun erhvervede i 2001 dansk statsborgerskab, og udrejste som knap femårig til Storbritannien og har ikke siden haft bopæl i Danmark. Hun rejste i juni 2014, da hun var 16 år, til Syrien, hvor hun tilsluttede sig Islamisk Stat. Det var vurderingen fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), at hun i Syrien ikke havde bidraget i kamphandlinger, men at hun havde udøvet aktiviteter, som havde bidraget med at opretholde og konsolidere Islamisk Stats position i området. PET havde desuden oplyst, at hun formentlig havde opnået våbentræning og kamperfaring under opholdet i Syrien. Bl.a. på baggrund af disse oplysninger fratog Udlændinge- og Integrationsministeriet i 2020 B hendes danske statsborgerskab.

I 2019 rettede B’s herboende søster henvendelse til Udenrigsministeriet og anmodede om bistand til at lokalisere og hjemtage A og B, hvilket Udenrigsministeriet afviste med henvisning til regeringens linje om, at man ikke ville yde bistand til hjemtagelse af personer, der opholdt sig i fangelejrene i Syrien. I maj 2021 meddelte Udenrigsministeriet A og B’s advokat i Danmark, at regeringen havde besluttet at tilbyde at evakuere de danske børn fra lejrene i det nordøstlige Syrien. Tre mødre, som havde dansk statsborgerskab, blev tilbudt evakuering sammen med deres børn. De øvrige børn, herunder A, blev tilbudt evakuering uden deres mødre på betingelse af, at mødrene gav samtykke hertil.

På tidspunktet for Højesterets afgørelse var alle de øvrige danske børn i lejrene blevet evakueret sammen med deres mødre.

Sagen for Højesteret angik i første række, om Udenrigsministeriet er forpligtet til at tilbyde A, der nu er otte år, bistand til at komme fra Roj-lejren i det nordøstlige Syrien til Danmark sammen med sin mor.

Højesteret fandt, at der i sagen forelå sådanne ekstraordinære omstændigheder, at de danske myndigheder i medfør af Menneskerettighedskonventionen har pligt til at foretage foranstaltninger med henblik på at sikre, at A’s ret til indrejse i Danmark er praktisk og effektiv, men dog således, at der ikke herved pålægges myndighederne en umulig eller uforholdsmæssig stor byrde. På baggrund af oplysningerne i sagen lagde Højesteret ved vurderingen til grund, at A reelt ikke havde nogen mulighed for at blive evakueret til Danmark uden sin mor.

Højesteret udtalte i forlængelse heraf, at der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis stilles krav om, at de nationale myndigheder i en sådan situation skal sikre, at der tages behørigt hensyn til bl.a. barnets bedste sammen med barnets særlige sårbarhed og specifikke behov.

Det fremgik ikke af beslutningen om at tilbyde A evakuering uden sin mor, hvordan hensynet til A og hans specifikke sårbarhed og særlige behov var indgået i grundlaget for beslutningen. Det fremgik desuden ikke, om der var foretaget en konkret og individuel vurdering af hensynet til A over for bl.a. de sikkerhedsmæssige vurderinger.

Oplysningerne om A’s særligt sårbare situation og den klare anbefaling fra Sundhedsstyrelsen talte entydigt for, at han hurtigst muligt tilbydes bistand til evakuering sammen med sin mor.

Om de sikkerhedsmæssige vurderinger bemærkede Højesteret, at oplysninger fra PET viste, at B havde været radikaliseret, og at hun kunne udgøre en sikkerhedsrisiko, som imidlertid efter Højesterets opfattelse ikke adskilte sig væsentligt fra den sikkerhedsrisiko, der har været forbundet med at hjemtage andre kvinder fra lejrene til Danmark.

Efter en samlet afvejning fandt Højesteret, at det ikke vil være en uforholdsmæssig stor byrde at tilbyde A bistand til evakuering sammen med sin mor, og at det ville udgøre en krænkelse af konventionen ikke at tilbyde en sådan bistand.

Højesteret fastslog på den baggrund, at Udenrigsministeriet skal anerkende, at A skal tilbydes bistand til evakuering sammen med sin mor, B.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele afgørelsen i sag BS-24837/2024-HJR (pdf)

Læs hele landsrettens afgørelse i sag BS-24837/2024-HJR i Domsdatabasen 

Læs hele byretten afgørelse i sag BS-24837/2024-HJR i Domsdatabasen