27 aug. 2024
Højesteret
Kautionskrav var ikke forældet
En kreditors krav mod en kautionist, der havde kautioneret for en pantebrevsgæld, var ikke forældet
Sag BS-6940/2024-HJR
Dom afsagt 27. august 2024
DLR Kredit A/S
mod
A
Husfinans ApS optog i juli 2008 et pantebrevslån hos DLR Kredit A/S, der fik sikkerhed i Husfinans’ ejendom. Det fremgik af pantebrevet, at det alene kunne opsiges, og restgælden forlanges indfriet, hvis en af betingelserne i Justitsministeriets pantebrevsformular B, pkt. 9 a-f, var opfyldt.
I august 2008 underskrev A en selvskyldnerkautionserklæring for lånet.
Husfinans misligholdt bl.a. i marts 2009 pligten til at betale terminsydelser på pantebrevet, men DLR Kredit forlangte ikke restgælden indfriet af Husfinans.
I januar 2010 gik Husfinans konkurs, og ejendommen, som DLR Kredit havde pant i, blev solgt på tvangsauktion i november 2010. De terminsydelser, som var forfaldet forud for tvangsauktionen, blev dækket på tvangsauktionen, og DLR Kredit rettede herefter krav mod A som selvskyldnerkautionist om betaling af den del af pantebrevsgælden, der ikke blev dækket ved tvangsauktionen. A bestred kravet og gjorde gældende bl.a., at det var forældet.
DLR Kredit anlagde i maj 2020 sag mod A om betaling af den udækkede pantebrevsgæld , og spørgsmålet for Højesteret var, om kautionskravet – der var undergivet en forældelsesfrist på 10 år – var forældet på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt.
Det fremgår af forarbejderne til forældelsesloven, at forældelsesfristen for et kautionskrav skal regnes fra kautionskravets forfaldstidspunkt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, og at forældelsesfristen ved selvskyldnerkaution, hvor kautionistens forpligtelse indtræder straks ved hovedskyldnerens misligholdelse over for kreditor, således skal regnes fra misligholdelsestidspunktet.
Højesteret fandt, at det, der er anført i forarbejderne om kautionskravets forfaldstidspunkt ved hovedskyldnerens (Husfinans’) misligholdelse over for kreditor (DLR Kredit), skal forstås i overensstemmelse med almindelige kautionsretlige principper. Dette indebærer, at det er en betingelse for, at en kreditor (DLR Kredit) kan rette et krav mod en kautionist (A), at kreditor har et aktuelt, uopfyldt krav mod hovedskyldneren (Husfinans).
For pantebreve i fast ejendom fører dette til, at en kreditor først kan kræve en restgæld betalt af den, der hæfter som selvskyldnerkautionist, efter at kreditor over for hovedskyldneren har opsagt (ophævet) pantebrevet og forlangt restgælden indfriet, og en eventuel betalingsfrist er udløbet.
Højesteret fandt, at selvskyldnerkautionserklæringen, som A underskrev, ikke fraveg det anførte, hvorfor forældelsesfristen for kravet mod A ikke begyndte at løbe allerede fra det tidspunkt, hvor Husfinans undlod at betale terminen, idet DLR Kredit ikke forlangte restgælden indfriet af Husfinans. Forældelsesfristen løb heller ikke fra januar 2010, hvor Husfinans gik konkurs.
Den pantebrevsgæld, der ikke blev dækket ved tvangsauktionen, forfaldt tidligst til betaling for Husfinans ved ejerskiftet af ejendommen i november 2010, hvorfor forældelsesfristen for DLR Kredits kautionskrav mod A tidligst begyndte at løbe efter dette tidspunkt.
Kautionskravet mod A vedrørende restgælden, der var undergivet en forældelsesfrist på 10 år, var derfor ikke forældet i maj 2020, hvor DLR Kredit anlagde sag mod A.
Læs hele afgørelsen i sag BS-6940/2024-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS6940/2024-HJR i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag BS-6940/2024-HJR i Domsdatabasen