Gå til sidens indhold

Højesteret

05 sep. 2024

Højesteret

Bortvisningens virkningstidspunkt

Kommune kunne ikke tillægge en bortvisning lønmæssig virkning fra høringsbrevets dato

Sag BS-61132/2023-HJR

Dom afsagt den 3. september 2024

Fagforeningen Danmark som mandatar for A
mod
Kommune X

A var ansat som omsorgsmedhjælper på et dag- og botilbud i Kommune X. Under en vagt den 18. marts 2021 tog han hårdt fat i nakken på en kollega og fastholdt grebet i ca. 30 sekunder. Kommunen fik kendskab hertil den 23. marts 2021. Den 25. marts 2021 blev der afholdt tjenstlig samtale. Ved partshøringsbrev af 26. marts 2021 modtog A meddelelse om, at kommunen som følge af forholdet agtede at bringe hans ansættelse til ophør med virkning fra denne dato, og at han indtil videre var fritaget for tjeneste. Den 15. april 2021 traf kommunen afgørelse om bortvisning af A og meddelte samtidig, at kommunen betragtede hans ansættelsesforhold som ophørt med virkning fra den 26. marts 2021.

For Højesteret angik sagen alene, om kommunen var berettiget til at tillægge bortvisningen den 15. april 2021 lønmæssig virkning fra høringsbrevet den 26. marts, eller om A havde krav på løn i perioden fra den 27. marts til den 15. april 2021.

Højesteret udtalte, at A blev bortvist den 15. april 2021, og at ansættelsesforholdet således først ophørte denne dato. Kommunen var derfor forpligtet til at betale løn til A indtil dette tidspunkt, medmindre der forelå omstændigheder, der kunne føre til et andet resultat.

I partshøringsbrevet af 26. marts 2021 var det anført, at den påtænkte bortvisning ville ske med virkning fra denne dato, og at A indtil videre var fritaget for tjeneste. Disse omstændigheder kunne ikke føre til, at kommunen ensidigt kunne fratage A hans ret til løn i perioden fra den 27. marts til den 15. april 2021, hvor hans ansættelsesforhold fortsat bestod. Der forelå heller ikke andre omstændigheder, der kunne føre til, at A’s krav på løn indtil den 15. april 2021 var bortfaldet.

På denne baggrund fandt Højesteret, at kommunen ikke kunne tillægge ophævelsen af ansættelsesforholdet lønmæssig virkning fra den 26. marts 2021. A havde derfor krav på løn, indtil bortvisningsafgørelsen blev truffet og meddelt ham den 15. april 2021.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele Højesterets afgørelse i sag BS-61132/2023-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-61132/2023-HJR i Domsdatabasen

Læs byrettens afgørelse i sag BS-61132/2023-HJR i Domsdatabasen