Gå til sidens indhold

Højesteret

13 jan. 2025

Højesteret

Habilitetskrav for Retslægerådets medlemmer og sagkyndige

Sagkyndig, som medvirkede i Retslægerådet, var inhabil på grund af sin tilknytning til den ene part i en retssag

Sag BS-33979/2024-HJR

Kendelse afsagt den 10. januar 2025

Ankestyrelsen
mod
HK Danmark som mandatar for A

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring meddelte A afslag på godtgørelse for varigt mén og på erstatning for tab af erhvervsevne som følge af en arbejdsskade. Ankestyrelsen stadfæstede afslagene. A anlagde herefter sag mod Ankestyrelsen.

Under retssagens behandling blev Retslægerådet anmodet om en udtalelse om en række spørgsmål. Ved Retslægerådets besvarelse af de stillede spørgsmål deltog bl.a. professor B der var ansat som lægekonsulent i Ankestyrelsen.

Spørgsmålet for Højesteret var, om B var inhabil på grund af sin tilknytning til Ankestyrelsen.

På baggrund af Retslægerådets funktion og den betydning, som rådets udtalelser normalt tillægges af domstolene, fandt Højesteret, at princippet i retsplejelovens § 61 – hvorefter ingen må handle som dommer i en sag, når der foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed – også finder anvendelse på Retslægerådets medlemmer og sagkyndige i de sager, hvor rådet afgiver udtalelser til domstolene.

Højesteret anførte om den konkrete sag, at Ankestyrelsen var part i den retssag, som A havde anlagt, og som angik styrelsens afgørelser om afslag på godtgørelse for varigt mén og på erstatning for tab af erhvervsevne som følge af en arbejdsskade. B havde siden 2010 været lægekonsulent hos Ankestyrelsen og siden 2018 koordinerende lægekonsulent. I hvert fald under disse omstændigheder fandt Højesteret, at B på grund af sin tilknytning til Ankestyrelsen var inhabil ved Retslægerådets besvarelse af spørgsmål til brug for retssagen, selv om han ikke havde deltaget i Ankestyrelsens forudgående behandling af arbejdsskadesagen.

Landsretten var nået til samme resultat

Læs hele Højesterets afgørelse i sag 33979/2024-HJR (pdf)