Ikke udvisning af sindssyg

Sag 52/2024

afsagt den 30. januar 2025

Anklagemyndigheden
mod
T

Sagen handlede om T, der var fundet skyldig i vold og trussel om vold efter straffelovens § 244, stk. 1, og § 266, ved i to tilfælde at have sparket en beboer på det socialpsykiatriske botilbud, hvor han boede, samt i et tilfælde at have truet den ene af dem. T blev i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom.

For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om udvisning.

T, der havde haft lovligt ophold i Danmark i ca. 7½ år, var idømt ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen, således at kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om indlæggelse for bl.a. to tilfælde af spark mod medbeboere. Efter det oplyste om de to voldsforhold fandt Højesteret, at forholdene ville have medført en ubetinget frihedsstraf, hvis T ikke havde været straffri i medfør af straffelovens § 16, stk. 1. Der var derfor hjemmel i udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, til at udvise T, og T skulle herefter udvises, medmindre dette med sikkerhed ville være i strid med Danmark internationale forpligtelser, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Højesteret udtalte herom bl.a., at udvisning havde hjemmel i udlændingeloven og havde til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende var herefter, om udvisning måtte anses for nødvendig under hensyn til disse formål, hvilket måtte bero på en proportionalitetsvurdering. 

Særligt med hensyn til tilfælde, hvor udlændingen er frifundet for straf som følge af utilregnelighed, henviste Højesteret til, at det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at det skal tages i betragtning ved vurderingen af karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, at den blev begået på et tidspunkt, hvor den pågældende var sindssyg, jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark) og dom af 30. maj 2023 i sag 8757/20 (Azzaqui mod Holland).

Om proportionalitetsvurderingen i den konkrete sag anførte Højesteret, at udvisning af T efter en samlet afvejning ville være uproportional og dermed i strid med artikel 8.

Højesteret lagde vægt på navnlig, at T var fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom, og at kriminaliteten, der blev begået i 2021, ikke var planlagt, men udtryk for spontane reaktioner over for medbeboere på botilbuddet. T kom i 2023 i behandling med et antipsykotikum, der medførte en betydelig stabilisering af hans psykiske lidelse, og han havde ikke begået kriminalitet siden.

Højesteret tildelte herefter T en advarsel om udvisning.

Læs Højesterets afgørelse i Sag 52/2024 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i Sag 52/2024 i Domsdatabasen 

Læs byrettens afgørelse i Sag 52/2024 i Domsdatabasen