Om mellemkommunal refusion

Sag BS-27878/2024-HJR

Dom afsagt den 23. januar 2025 

Vejle Kommune
mod
Skanderborg Kommune
og
Randers Kommune

A, der oprindeligt havde bopæl i Skanderborg Kommune, blev af denne kommune bevilget ophold efter serviceloven på et botilbud i Randers Kommune. Skanderborg Kommune blev først efter bevillingen gjort bekendt med, at A ikke havde lovligt ophold i Danmark, idet A havde undladt at ansøge om selvstændig opholdstilladelse senest på sin 18-års fødselsdag. Den 31. august 2018 – omkring halvandet år efter at A fyldte 18 år – opsagde Skanderborg Kommune som konsekvens heraf A’s botilbud i Randers Kommune, således at tilbuddet ophørte med udgangen af september 2018. I mellemtiden ansøgte A den 17. september 2018 om permanent opholdstilladelse, og den 27. september 2018 meddelte Udlændingestyrelsen A, at A havde lovligt ophold i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. 

Ankestyrelsen havde truffet afgørelse om, at Vejle Kommune blev opholdskommune for A med pligt til at yde hjælp efter ophøret af botilbuddet i september 2018, idet A herefter mest opholdt sig hos sin mor i Vejle Kommune.

Sagen for Højesteret angik, hvilken kommune der skulle betale udgifterne til A i perioden fra og med den 1. oktober 2018 i henhold til reglerne i retssikkerhedsloven om mellemkommunal refusion.

Højesteret lagde til grund, at Skanderborg Kommune i en lang periode havde løbende dialog med Udlændingestyrelsen om A’s forhold, og at kommunen forsøgte at motivere til og hjælpe A med at søge opholdstilladelse. Højesteret fandt, at Skanderborg Kommune ikke handlede forkert ved at opsige botilbuddet den 31. august 2018 eller ved at lade botilbuddet ophøre med udgangen af september 2018. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at det følger af servicelovens § 2, at serviceloven kun finder anvendelse på personer, som opholder sig lovligt her i landet, og at Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 42 a har forsørgelsespligten over for personer, der opholder sig ulovligt i Danmark. Skanderborg Kommunes pligt til at betale refusion til Randers Kommune ophørte som følge heraf ved A’s flytning fra botilbuddet. Der var derfor ikke et krav mod Skanderborg Kommune, som Vejle Kommune kunne indtræde i.

Herefter, og da der ikke var grundlag for at fastslå, at Skanderborg Kommune eller Randers Kommune havde udvist passivitet ved ikke at gribe ind og yde støtte, var Højesteret enig med landsretten i at frifinde de to kommuner. 

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-27878/2024-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-27878/2024-HJR i Domsdatabasen