Gå til sidens indhold

Højesteret

07 jan. 2025

Højesteret

Om mistet efterlønspræmie ved fastsættelse af erhvervsevnetabsprocent

Der var ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens praksis om, at mistet efterlønspræmie ikke skal indgå ved fastsættelse af erhvervsevnetabsprocent

Sag BS-32125/2024-HJR

Dom afsagt den 7. januar 2025

Kristelig Fagforening som mandatar for A
mod
Ankestyrelsen

A kom den 3. juli 2018 til skade på sit arbejde. Skaden blev anmeldt til arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring.

Som følge af generne fra arbejdsulykken gik A på efterløn på et tidligere tidspunkt, end han ellers ville have gjort. Han gik dermed glip af en skattefri efterlønspræmie på 53.664 kr. årligt.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf i august 2020 afgørelse om A’s tab af erhvervsevne som følge af arbejdsulykken. Den mistede efterlønspræmie indgik ikke ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten, men alene ved fastsættelsen af årslønnen. Ankestyrelsen stadfæstede den 18. november 2021 Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse i overensstemmelse med sin praksis. 

Sagen for Højesteret angik, om der var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens praksis, således at A’s mistede efterlønspræmie skulle indgå i fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten.

Efter den dagældende arbejdsskadesikringslov har tilskadekomne ret til erstatning for tab af erhvervsevne, når arbejdsskaden har nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.

Højesteret fandt, at mistet efterlønspræmie ikke har betydning for vurderingen af tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens praksis om, at sådan præmie ikke skal indgå ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs Højesterets afgørelse i sag 32125/2024 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 32125/2024 i Domsdatabasen